Kommunaldirektør Bo Rasmussen

 

 

Kommunaldirektør Bo Rasmussen er den øverste ansvarlige embedsmand og den samlende kraft og dynamo for forvaltningen.

Gladsaxe Kommune er en stærk velfærdskommune, og med Bo Rasmussen i spidsen går kommunens 7200 ansatte foran i udviklingen af velfærden og omsætter politikernes visioner til virkelighed.

Den politiske vision er at sikre at Gladsaxe også i fremtiden er en kommune i social, miljømæssig og økonomisk balance. Gladsaxe skal være en levende by i vækst, som kan tiltrække flere virksomheder, så der kommer flere arbejdspladser og flere borgere, der kan bidrage med ressourcer til fællesskabet og det gode hverdagsliv i Gladsaxe.

Som kommunaldirektør er Bo Rasmussen også repræsenteret i regionale samarbejder for ”Copenhagen” – om vækst og erhvervsudvikling i den samlede region Sjælland, Skåne og Hovedstaden. Bo Rasmussen er også formand for styregruppen om byudvikling langs den kommende letbane, og formand for det regionale embedsmandsudvalg om vækst, uddannelse og beskæftigelse. Endvidere repræsenterer Bo Rasmussen Gladsaxe Kommune i 4 kommunesamarbejdet mellem Lyngby Taarbæk, Gentofte, Rudersdal og Gladsaxe. Ligesom Bo Rasmussen står i spidsen for de mange omfattende tiltag for at få en bedre social balance i Værebro Park og Høje Gladsaxe. Ambitionen er, at alle bydele i Gladsaxe skal være attraktive, velfungerende og fri for bandekriminalitet.

Bo Rasmussen er en åben og troværdig topleder med 28 års erfaring i ledelse, blandt andet som kommunaldirektør i Albertslund og vicedirektør i Miljøkontrollen i Københavns Kommune.

Med en kandidatgrad i geografi og bifag i psykologi og pædagogik spænder Bo Rasmussen både over det humanistiske og det økonomiske felt.

Forvaltninger