Parkering i Gladsaxe

Gladsaxe Kommune overtog pr. 1.1.2016 parkeringskontrollen fra politiet, og den varetages nu af kommunale p-vagter i henhold til færdselsloven og kommunens parkeringsbekendtgørelse. Kontrollen omfatter hele kommunen – altså også boligområder f.eks. i forhold til handicappladser eller parkering foran indkørsler, men indsatsen kan fokuseres på steder og tidspunkter, hvor problemet er størst.

Hvis du parkerer ureglementeret, kan det koste en parkeringsafgift (510 kr. eller 1020 kr. afhængig af forseelse) eller Politiet kan udstede en bøde.
Parkeringsreglerne i Gladsaxe er til for at undgå, at parkerede biler holder, så de er til fare eller ulempe for den øvrige trafik, og for at sikre en løbende udskiftning af køretøjer på de tidsbegrænsede offentlige p-pladser.

Husk at det er dit eget ansvar som bilist, at sætte dig ind i, og overholde de gældende parkeringsregler.

Vis hensyn til fodgængere

Gladsaxe Kommune vil samtidig opfordre til, at du viser hensyn overfor fodgængere, når du parkerer på fortovet. I henhold til Gladsaxe Kommunes parkeringsregulativ, er det tilladt at parkeres delvist på fortov med en del af køretøjet og højst 2 hjul i køretøjets længderetning, såfremt det ikke er til fare eller ulempe for færdslen på fortovet. Ifølge færdselsloven skal man holde, så man ikke er til fare eller ulempe for fodgængere. Det betyder, at du skal sørge for, at der kan komme en barnevogn eller kørestol forbi din parkerede bil.

Generelt anbefaler vi, at du parkerer uden for fliserne, og giver fodgængerne minimum 1,25 meter af fortovet, så fodgængere kan undgå at træde i gruset bag fortovet eller skulle klemme sig mellem hækken og sidespejlet.

Bilister med handicapkort har fortrinsret til de særligt afmærkede parkeringspladser skiltet eller markeret med handicapsymbol.

Har du parkeringskortets forside klart synlig for kontrol - f.eks. i forruden - må du desuden parkere således:

  • Der må parkeres 15 minutter på steder hvor alene af- og pålæsning er tilladt, steder med parkeringsforbud, samt gågader, hvis det fremgår at ærindekørsel er tilladt. Standsningsforbud må ikke overtrædes.
  • Parkering er tilladt 1 time på steder, hvor der ellers må parkeres 15 eller 30 minutter.
  • Ubegrænset parkering på steder, hvor 1,2 eller 3 timers parkering er tilladt – med mindre der på skiltet med handicapsymbolet er angivet en tidsbegrænsning. Er en tidsbegrænsning angivet, skal den følges og p-skiven indstilles.
  • Ubegrænset parkering på steder med billetautomat (parkometer og parkomat), hvis man ved ankomst betaler for det maksimalt tilladte tidsrum, der gælder for personer uden parkeringskort.

Er der ikke en handicapparkeringsplads, eller er den optaget gælder samme lempelser, hvis du parkerer på en almindelig parkeringsplads.

Er en tidsbegrænsning angivet, skal den følges og p-skiven indstilles.

Parkeringsreglerne gælder for parkering på offentligt vej/område. På private arealer f.eks. ved boligselskaber og indkøbscentre, hvor det er private firmaer, der står for kontrollen, skal man altid følge de regler, de har opsat på deres skilte. De fleste steder betyder det normal betaling og ingen ekstra tid.

Ønsker du en afmærket p-plads ved dit hjem og/eller din arbejdsplads, skal du henvende dig til kommunen, hvis det drejer sig om offentlig vej eller private fællesvej.

Du kan læse mere om mulighederne for få et handicapparkeringskort på Danske Handicaporganisationers hjemmeside

Du kan vælge at ansøge om etablering af enten en handicapplads eller en handicapplads særligt reserveret til dit køretøj.

Det er som hovedregel ikke muligt for kommunen at reservere parkeringspladser til enkeltpersoner. Eneste undtagelse er pladser, der benyttes af handicappede. Undtagelsen er beskrevet i færdselslovens LBK nr. 1324 af 21/11/2018. §92 stk.3: ”Når særligt tungtvejende hensyn taler herfor, kan vejbestyrelsen og vejmyndigheden efter stk. 1 træffe bestemmelse om, at en parkeringsplads skal reserveres til et eller flere bestemte køretøjer, som anvendes af en person med handicap”

Det følger endvidere af BEK nr. 782 af 07/08/2019 – Bekendtgørelse om parkeringskort for personer med handicap og institutionskort, at det navnlig kan være relevant at etablere individuelle handicapparkeringspladser med henblik på at sikre, at personer med svære handicap kan parkere tæt på bopæl og arbejdsplads eller lignende.

Det betyder, at Veje og Trafik laver en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, og kun hvis der er særligt tungtvejende grunde reserveres pladsen til et eller flere bestemte køretøjer.

Du skal være opmærksom på, at pladsen kun etableres, hvor de trafikale forhold tillader det, og når der på baggrund af den fremsendte ansøgning er dokumenteret et særligt behov.

Ansøger du om en handicapplads reserveret til dit køretøj, så skal der være ”særligt tungtvejende hensyn”, der taler for reserveringen jf. færdselslovens § 92, stk. 3.

Ved opsætning af nummerpladetavle ved en parkeringsplads er det Gladsaxe Kommune, der udfører, vedligeholder og, når det bliver aktuelt, fjerner afmærkningen.

Der skal indsendes dokumentation for bevægelseshandicappet og det fremgår af ansøgningsskemaet, hvad der skal vedlægges.

Du må også meget gerne indsende en tegning eller skitse, der viser, hvor du synes pladsen skal placeres.

Når vi har modtaget ansøgningsskemaet, vil vi vurdere sagen. Ansøgningen vurderes tillige ud fra, om pladsen ønskes etableret på en kommunal vej eller en privat fællesvej. Beslutter vi at oprette pladsen, vil vi lægge den bedst muligt ud fra dine ønsker.

Hvis en handicapplads ikke længere bliver brugt, hører vi gerne om det. Oplys gerne hvem der plejer at bruge pladsen, og hvorfor pladsen ikke længere benyttes.

Du har pligt til at underrette Gladsaxe Kommune, når du ikke længere har brug for pladsen. Dette kan være hvis behovet ændrer sig, du flytter eller hvis du ikke længere har bil.

Vejledning

Du skal udfylde skemaet så fyldestgørende som muligt og fremsende en kopi af dit handicapparkeringskort. Vi skal bruge alle oplysningerne for at kunne træffe en afgørelse.

Vi forbeholder os ret til at kontrollere dine oplysninger hos Danske Handicaporganisationer og andre relevante myndigheder.

Du skal være opmærksom på, at pladsen kun etableres, hvor de trafikale forhold tillader det, og når der på baggrund af den fremsendte ansøgning er dokumenteret et særligt behov.

Ved afmærkning af parkeringspladser med handicapsymbol er det Gladsaxe Kommune, der udfører, vedligeholder og, når det bliver aktuelt, fjerner afmærkningen.

Du har pligt til at underrette Gladsaxe Kommune, når du ikke længere har brug for pladsen. Dette kan være hvis behovet ændrer sig, du flytter eller hvis du ikke længere har bil.

Det betyder, at Veje og Trafik laver en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, og kun hvis der er særligt tungtvejende grunde reserveres pladsen.

Du skal med ansøgningen medsende dokumentation for, at der er sådanne særligt tungtvejende grunde.
Du skal derfor medsende:

  • Kopi af nyere lægeerklæring eller skriftlig udtalelse fra lægen, der dokumenterer behovet, herunder hvor langt du kan gå
  • Kopi af dit handicapparkeringskort.

Ansøgningsskemaer

  • Du skal logge på med NemID ved at klikke på knappen ”Start med NemID”. Fordelen ved at logge på fra starten er, at systemet automatisk kan udfylde nogle af oplysningerne og det er en sikker mod at sende en ansøgning med personlige oplysninger.
  • Udfylde og kontrollere de nødvendige oplysninger
  • Underskriv med NemID, hvorved din indberetning og eventuelle bilag bliver sendt til kommunen.

Link til ansøgningsskema til handicap p-plads med nummerplade

Link til ansøgningsskema til handicap p-plads med handicapsymbol

Er du tilmeldt Digital Post, modtager du en kopi i din digitale postkasse.

Gladsaxe Kommune har fokus på at beskytte de personoplysninger om dig, som vi behandler. Her kan du læse mere.

Gladsaxe Kommune har pr. 1.1.2016 overtaget ansvaret for parkeringskontrollen fra politiet. Den praktiske opgave med at kontrollere om køretøjer holder lovligt parkeret, varetages af parkeringsvagter fra Gladsaxe Kommune i henhold til færdselsloven samt den kommunale bekendtgørelse om standsning og parkering i Gladsaxe Kommune.

Politiet kan dog stadig uddele parkeringsbøder, hvis en parkering decideret er til fare for andre, eller forhindrer andre trafikanters færdsel.

Parkeringsafgifter og klageadgang

Opkrævningen af parkeringsafgiften bliver sendt til den, der er registreret som ejer af bilen.

Hvis du vil klage over en parkeringsafgift, skal den sendes til den myndighed, som har udstedt afgiften. Det kan være politiet, kommunen eller det private firma, der udsteder parkeringsafgifter på en privat parkeringsplads.
Parkeringsafgiften skal betales senest ti dage efter, at du har modtaget den. Ellers vil sagen komme for fogedretten, og det koster yderligere, hvis du ikke får medhold. Ønsker du at få udsat betalingen af parkeringsafgift udstedt af Gladsaxe kommune, skal du sende din anmodning til Parkeringsservice Gladsaxe.

Gladsaxe Kommune behandler kun klager over parkeringsafgifter udstedt af kommunens p-vagter.

Hvis du ønsker at klage over en parkeringsafgift, skal dette ske skriftligt. Inden du klager over en parkeringsafgift er det vigtigt at du kontrollerer den omhyggeligt. Mener du fortsat, at parkeringsafgiften er givet uberettiget, kan du sende en skriftlig klage til Parkeringsservice Gladsaxe. Det skal fremgå tydelig af din klage, hvorfor du klager over din afgift.

Husk at Parkeringsservice Gladsaxe afgør klager over parkeringsafgifter ud fra om Færdselsloven eller parkeringsreglerne er overtrådt.
At parkering har fundet sted i god tro, medfører ikke i sig selv frafald af afgiften.
Bemærk at pålagte parkeringsafgifter kun kan ændres, hvis der er hjemmel for det i Færdselsloven.

Hvis vi modtager en klage over afgiften inden udløb af betalingsfristen på 10 dage, sætter vi opkrævningen i bero indtil klagen er afgjort. Parkeringsservice Gladsaxe’s afgørelse efter færdselslovens § 121, stk. 2, kan ikke indbringes for en højere administrativ myndighed. Får du ikke medhold i din klage og undlader du alligevel at betale parkeringsafgiften, så vil sagen automatisk overgå til SKAT.

For at kunne behandle din klage skal den som minimum indeholde følgende:

  • P-afgiftnummer
  • Bilens registreringsnummer
  • Dit navn, adresse, postnr. og by
  • E-mail
  • Årsagen til, at du synes at afgiften bør bortfalde.


Du kan printe klageblanketten, udfylde den og sende den med post til By- og Miljøforvaltningen, Parkering Gladsaxe, Rådhus Allé 7, 2860 Søborg eller på e-mail til: parkering@gladsaxe.dk

Du kan kontakte By- og Miljøforvaltningen, Parkering Gladsaxe, Rådhus Allé 7, 2860 Søborg. E-mail parkering@gladsaxe.dk. Telefon 39 57 55 00
Åbningstid: Mandag til tirsdag, torsdag til fredag kl. 10 - 12. Onsdag er lukket. 

Vil du undgå en parkeringsafgift, så skal du bl.a. huske disse bestemmelser:

  • P-skive skal benyttes, hvor der er skiltet med tidsbegrænset parkering
  • Der må kun være én p-skive i bilen
  • P-skiven skal være placeret synligt i højre side af frontruden
  • P-skiven indstilles for tidspunktet for parkeringens begyndelse
  • Standsning og parkering på cykelsti eller cykelbaner er ikke tilladt
  • Standsning og parkering ud for en cykelstiudkørsel eller mindre end 5 m foran udkørslen
  • Parkering er forbudt ud for ind- og udkørsel fra ejendomme
  • Standsning og parkering i vejkryds og T-kryds er ikke tilladt tættere på krydset end ti meter
  • Standsning eller parkering er ikke tilladt på fodgængerfelt eller indenfor 5 m før
  • Standsning eller parkering er ikke tilladt ved siden af spærrelinje, hvis afstanden mellem køretøjet og linjen er mindre end 3 m.
  • Standsning og parkering på reserverede p-pladser (herunder handicap pladser og hyrevognspladser)
  • Respektér skiltet eller opstribet standsnings- og parkeringsforbud


Læs mere om parkeringsregler i Guide til parkering i Gladsaxe Kommune

Lastbilsparkering

I tidsrummet 7.00 – 19.00 må lastbiler standse og parkere i hele Gladsaxe Kommune. De skal følge de samme parkeringsregler som alle andre motorkøretøjer.

Natparkering for lastbiler kun på Turbinevej

Om aftenen og om natten i tidsrummet fra 19.00 til 07.00 må lastbilerne (totalvægt over 3500 kg) kun parkere på Turbinevej i Mørkhøj Erhvervskvarter i de dertil skiltede parkeringsbåse.

Campingvogne

Campingvogne kan parkeres i indtil 24 timer. 

Du henvises til at finde privat ordning, idet Gladsaxe Kommune ikke har andre egnede arealer til formålet.

Biler uden nummerplader må ikke henstå på offentlig vej og vil blive fjernet

Gladsaxe Byråd har besluttet en parkeringsbekendtgørelse, Denne er tiltrådt af politiet og trådt i kraft 7. april 2014. Færdselsloven blev ændret pr. 1. marts 2014 og eksisterende lokale parkeringsbekendtgørelser trådte derfor ud af kraft. For at opretholde forbud mod natparkering af tunge køretøjer mv. samt for fortsat at kunne tillade parkering med et hjulpar på fortove har Gladsaxe Byråd besluttet en ny parkeringsbekendtgørelse.

Parkeringsbekendtgørelse

I medfør af færdselslovens § 92, stk. 1 jf. § 92c, stk. 4 har Gladsaxe kommune med samtykke fra Københavns Vestegns Politi udstedt en bekendtgørelse, der også tillader at parkere delvist på fortov inden for bymæssigt bebygget område på offentlige kommunale veje og på de private fællesveje, hvor kommunen er vejmyndighed. 

§1 
Køretøjer med en tilladt totalvægt over 3.500 kg (lastbiler, busser, autocampere m.v.), på-hængskøretøjer (trailer, campingvogne m.v.), motorredskaber og traktorer må i tidsrummet kl. 19.00-07.00 kun parkeres, hvor det er tilladt ved særlig afmærkning. 
Stk. 2: Uanset stk. 1 må påhængskøretøjer med en tilladt totalvægt på højst 2.000 kg dog par-keres i indtil 24 timer, med mindre andet er angivet ved afmærkning. 

§2 
Et køretøj hvis tilladte totalvægt ikke overstiger 3.500 kg kan standses eller parkeres delvist på fortov med en del af køretøjet og højst 2 hjul i køretøjets længderetning, såfremt det ikke er til fare eller ulempe for færdslen på fortovet i henhold til færdselslovens §3. 

§3 
Ved overtrædelse af denne bekendtgørelse kan der pålægges afgift i medfør af færdselslovens § 121. 

§4 
Bekendtgørelsen træder i kraft 7. april 2014, og samtidigt ophæves den tidligere lokale standsnings- og parkeringsbestemmelse af 1. februar 2007. 

Kontakt

Veje og trafik

Rådhus Alle 7
2860 Søborg
Telefon: 39 57 58 52
veje@gladsaxe.dk

Åbningstider

Mandag-Fredag: 10.00-14.00

Telefontider

Mandag-Fredag: 9.00-14.00

Parkering

Rådhus Alle 7
2860 Søborg
Telefon: 39 57 55 00
parkering@gladsaxe.dk

Telefontider

Mandag-Tirsdag: 10.00-12.00
Onsdag: Lukket
Torsdag-Fredag: 10.00-12.00

Veje og trafik