Teater skal holde Gladsaxes 7. klasser væk fra smøgerne

Gladsaxe Kommune går med et anderledes teaterprojekt nye veje, når det gælder om at få kommunens 7. klasser til at holde sig fra cigaretter.

Med en nyudviklet teaterforestilling satser Gladsaxe Kommune på, at stoppe de helt unges cigaretforbrug allerede før det er startet. I løbet af oktober og november udsættes alle kommunens 7. klasser derfor for den manipulerende og sleske tobakssælger Thomas, i skikkelse af skuespiller Thomas Milton, og missionen er, at de unge elever for altid skal forblive ikke-rygere

Vil ramme de unge FØR de tænder den første smøg
Gladsaxe Kommune undersøger hvert år sundheden for eleverne i 9. klasse. Fra disse undersøgelser ved man, at gennemsnitsalderen for rygedebut er omkring 14 år, altså når de går i 7. eller 8. klasse.

-Vi ønsker at nå de unge præcis på det tidspunkt, hvor cigaretter for nogle begynder at blive spændende. Vores mål er, at de unge vælger et liv uden røg og cigaretter, og med teaterforestillingen forsøger vi at give de unge en viden om rygning på en sjov og anderledes måde, siger afdelingsleder for børnesundhed i Gladsaxe Kommune, Mette Elsig.

Rygeforebyggende undervisning siden 2012
I Gladsaxe Kommune er undervisning om rygeforebyggelse for 7. klasserne ikke et nyt fænomen. Tilbage i 2012 blev det gjort obligatorisk for kommunens 7. klasser at modtage undervisning i netop forebyggelse af rygning. Det er denne undervisning, der nu udvides med også at omfatte et teaterforedrag.

-De unge orker ikke løftede pegefingre, men de fortjener at få sandheden om rygning, så de kan træffe deres eget ansvarlige valg bygget på fakta. Vores mål er at sikre at unge mennesker ved, hvordan et liv som ryger påvirker dem, siger skuespilleren bag projektet, Thomas Milton.

Forestillingen vises for 700 elever og deres lærere
Teaterforedraget ’ACT ON IT – hver eneste cigaret skader dig’ har premiere 23. oktober, og bliver vist i fem forestillinger for alle 7. klasserne i Gladsaxe Kommune. I alt vil 700 elever og deres lærere blive klogere på, hvorfor det er en god ide at fravælge cigaretter og et liv som ryger. Forestillingen er skrevet af journalist Frida Paustian efter idé af skuespiller Thomas Milton og udviklet i samarbejde med Gladsaxe Kommune.

Skuespiller Thomas Milton har mange års erfaring med sundhedsformidling som teater. Han er den ene halvdel af Hjerteforeningens Rumlerik, som er et teaterprojekt for børn i 0.-3 klasse. Det er Gladsaxe Kommunes pulje til Lighed i sundhed, der har finansieret udviklingen af teaterforedraget.

Borger