Kommuner hørte om Gladsaxes brug af computerspil i skolesystemet

Gladsaxes Pædagogiske Videnscenter afholdte fredag eftermiddag konference for forskellige fagfolk, der diskuterede fremtiden for computerspil i ungdomsuddannelserne.

Furesø, Brøndby, Frederikssund, Hvidovre, Silkeborg, Ringsted og Vordingborg Kommune var alle repræsenteret, da Gladsaxe Pædagogiske Videnscenter fredag eftermiddag afholdte en konference, hvor Gladsaxes brug af computerspil i uddannelsessektoren var på dagsordenen.

Udover de forskellige kommuner var flere foredragsholdere, ledere og beslutningstagere fra ungdomsuddannelser mødt op, og alle stolene var optagede – også den ene gamerstol, som hele arrangementet kredsede om.

For foran den sorte og blå specialdesignede stol var opstillet en computer, hvor en ny digital verden udfoldede sig. En verden, som elever i folkeskolen, 10. klasser og på gymnasier skal lære at kende.

Det mente de mange fremmødte, som drøftede og diskuterede, hvorfor og hvordan børn og unge skal rustes til at udnytte teknologiens fulde potentiale, beherske stadigt flere digitale færdigheder og samtidig navigere i spændingsfeltet mellem teknologi, digitalisering og hverdagens mere traditionelle rammer.

Ikke kun nørderi
Computerspil, også kaldet e-gaming, har revolutioneret den sportslige verden de seneste par år, og nu lister spillene sig også langsomt men sikkert ind i klasselokalerne – med god grund.

- E-gaming er ikke bare et nørdehjørne. Spillene har åbnet nogle døre til en hel del unge, vi ikke har kunnet nå før, fordi der er en del passion hos de unge på området, fortæller Jesper Væver Jensen, leder af GXU - Gladsaxe 10. klasse og Ungdomsskole og fortsatte.

- Vi skal være eksperter på de unges læring, motivation og passion. Vi skal turde udfordre dem, så de oplever mange tilgange til læring og dannelse. Når de unge forlader skolen, er e-gaming en af de dannelser og kulturer, de skal vide noget om, slutter han.

Idrætsforeningen Sport College Gladsaxe har allerede indført en e-sportslinje, og de første folkeskoler og gymnasier er nu ved at integrere spilbaseret læring, e-gaming og e-sport i undervisningen. I undervisningen får eleverne blandt andet sans for problemløsning, lederskab, kommunikation og samarbejde.


Der var flere forslag til, hvordan e-gaming skal komme på skoleskemaet.

Borger