Ny og forenklet læreraftale afskaffer timetælleri i Gladsaxes folkeskoler

En ny arbejdstidsaftale fordeler arbejdet bedre mellem lærerne og giver mere plads til fælles fokus på elevernes læring, trivsel og alsidige udvikling. Arbejdstidsaftalen er understøttet af en lønaftale, der skal gøre Gladsaxe konkurrencedygtig på løn, tiltrække flere færdiguddannede lærere og reducere bureaukrati.


Formand for Gladsaxe Lærerforening, Thomas Agerskov (tv,) glæder sig over aftalen sammen med borgmester Trine Græse og Johan Rønne, formand for Skolelederforeningen, Gladsaxe Afdeling

Gladsaxes borgmester Trine Græse glæder sig over den nye arbejdstidsaftale, som netop er forhandlet på plads mellem Gladsaxe Kommune og Gladsaxe Lærerforening. Aftalen reducerer "timetælleri", belønner at man er færdiguddannet lærer, og sikrer en bedre fordeling af undervisning og andre opgaver mellem lærerne.

Forenkling af arbejdstidsregler
Med den nye aftale er det lykkedes at afbureaukratisere reglerne for lærernes arbejdstid, så administrationen bliver markant mindre for både lærere og ledelse. Fremover skal Gladsaxes lærere kun forholde sig til tre tillæg: et særligt Gladsaxetillæg for at arbejde i Gladsaxe Kommune, et tillæg for at være færdiguddannet og et tillæg, der dækker de dage, hvor man arbejder lidt forskudt. Samtidig er der lagt et loft over antallet af undervisningstimer, så undervisning og forberedelse og de øvrige opgaver, bliver bedre fordelt mellem lærerne på den enkelte skole.

- Med den nye aftale ønsker vi at frigøre energi ved at forenkle arbejdstidsreglerne, så vi fremover kan tale mindre om tid og mere om læring. Vi ønsker, at det skal være attraktivt at være lærer i Gladsaxe. Derfor har vi blandt andet indført et særligt Gladsaxe-tillæg til vores lærere for at bidrage til at indfri de høje ambitioner, vi har for elevernes læring, trivsel og udvikling, siger borgmester Trine Græse.

Lejrskoler sikret tre gange i et skoleforløb
Samtidig er der indgået en aftale om betaling for brug af lærerforeningens kolonier, der gør det økonomisk muligt at sende alle elever afsted på lejrskole tre gange i deres skoleforløb. "Det er meget væsentligt for os at have den pædagogiske mulighed, at arbejde med eleverne på lejrskoler og vi ved fra tidligere erfaringer, at lejrskoler er en stor oplevelse, der også har stor betydning for både læring og trivsel i elevernes videre skolegang.

God, enkel og retfærdig aftale
Også formanden for Gladsaxe Lærerforening Thomas Agerskov, er glad for den nye aftale.

Jeg synes, vi har fået en god, enkel og retfærdig aftale, som der er bred enighed om. Jeg kan godt lide, at der er en jævn fordeling af opgaver, fordi skolen er en kollektiv opgave. Aftalen giver også gode rammer om en effektiv efter- og videreuddannelse og sikrer, at ingen får et skyhøjt antal ugentlige undervisningstimer. Aftalen er resultatet af et langt og godt samarbejde, og vigtigst af alt så give aftalen gode muligheder for at lave god undervisning, siger Thomas Agerskov.

Borger