---
title: "Genbrugsstationen"
description: "Åbningstider og information om den nye genbrugsstation"
date: "2026-11-02"
created: "2025-03-31"
tags:
  - "genanvendelse"
  - "sortering"
  - "genbrug"
  - "direkte genbrug"
  - "farligt affald"
  - "makulering"
  - "makulere"
  - "åbningstider"
  - "kompost"
---

[Hjem](https://www.gladsaxe.dk/)

                    [Borger](https://www.gladsaxe.dk/borger)

                    [Affald og genbrug](https://www.gladsaxe.dk/borger/affald-og-genbrug)

                [Genbrugsstationen](https://gladsaxe.dk/borger/affald-og-genbrug/genbrugsstationen)

# Genbrugsstationen

##  Gladsaxe Genbrugsstation

Velkommen til vores genbrugsstation, der ligger på Turbinevej 10, 2860 Søborg.

På genbrugsstationerne kan borgere og virksomheder aflevere de fleste typer affald med undtagelse af madaffald og restaffald. Vi sørger for den bedste udnyttelse af ressourcerne i affaldet og den mest miljørigtige behandling.

###
Åbningstider

Alle hverdage og i weekenden fra kl. 9.00-18.00

Lukket: 1. januar, 1. maj, 5. juni og 24., 25., 26. og 31. december

Der er udvidet åbningstid (uden bemanding) for tilmeldte brugere mellem kl. 7.00-9.00 og kl. 18.00-22.00.

- I den ubemandede åbningstid kan du ikke aflevere ting til direkte genbrug eller få genbrugsting med hjem. Du kan heller ikke aflevere farligt affald.

### Husk

- Sorter dit affald inden du kører til genbrugsstationen.
- Brug KUN gennemsigtige sække.
- Ryd op efter dig selv, der er koste og skovle til rådighed på pladsen.
- Der må kun håndaflæsses (ingen aflæsning fra tiptrailer)

![Oversigtskort over genbrugsstationen med navne og numre på alle containerne](https://www.gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/a027a3b5-bfa8-451e-6d52-08debc95e372?width=800)

*Oversigtskort over genbrugsstationens containere.*

## Spørgsmål og svar

###

                                    Hvad gør jeg med ting, jeg gerne vil give til andre?

Du kan vælge, om du vil give dine ting videre til direkte genbrug eller om du vil give tingene til foreningen Genbrugslopperne, der holder loppemarked på Telefonfabrikken næsten hver lørdag fra kl. 10 -16. [Læs mere om Genbrugslopperne](https://www.genbrugslopperne.dk/loppemarkederne.html "Læs mere om Genbrugslopperne")-

**Direkte genbrug - Den Røde container**

Den røde container er midlertidigt lukket på grund af ombygning. Vi forventer at åbne den igen, når det nye år starter.

I den røde container kan du aflevere ting, som andre besøgende på genbrugsstationen kan hente - man må maks. tage tre ting fra den røde container per besøg.

**Genbrugslopperne**

I genbrugshallen kan du aflevere ting og møbler til Genbrugslopperne. Det er ting, som du synes er for gode til at smide væk, og som du gerne vil give videre til andre.

**Genbrugslopperne ønsker ikke at modtage følgende ting:**

- Bøger
- Urtepotter
- Linned: gardiner, duge, sengetøj, håndklæder
- Tøj (heller ikke i Den røde container)
- Byggematerialer ( heller ikke i Den røde container)
- Senge og madrasser (heller ikke i Den røde container)

Du må **ikke**  **** tage ting fra genbrugsloppernes hal.

OBS: Det er ikke muligt at aflevere eller få genbrugsartikler uden for den bemandede åbningstid.

Vi henstiller til, at du ikke stiller ting uden for Den røde container eller Genbrugsloppernes bygning. Regnvejr kan hurtigt ødelægge tingene.

###

                                    Må jeg klunse på genbrugsstationen?

Du må **ikke** klunse på genbrugsstationen.

***Den Røde Container er midlertidigt lukket på grund af ombygning. Vi forventer at den åbner igen, når det nye år starter.***

Fra starten af det nye år (2027) må du igen tage ting med hjem fra Den Røde Container, hvis der er noget, du synes, du kan bruge. Du må kvit og frit tage **tre**  **ting** med hjem fra Den Røde Container hver dag.

Ting, der er for gode til at smide væk, og som du gerne vil give til andre, kan du aflevere enten i Den røde container eller i Genbrugshallen til [Genbrugslopperne](https://genbrugslopperne.dk "foreningen Genbrugslopperne"). De holder loppemarked næsten hver lørdag på Telefonfabrikken.

###

                                    Hvad gør jeg med asbestaffald og eternit?

Mindre mængder af asbestplader og eternit-tagplader kan afleveres på genbrugsstationen. Det er i praksis ikke muligt at skelne mellem asbestholdige og asbestfrie eternitplader. Derfor skal al eternitaffald afleveres til asbest.

Asbestfibre er sundhedsfarlige for borgere og medarbejdere på pladsen og de medarbejdere, der senere skal transportere og håndtere affaldet. Du skal derfor henvende dig til personalet på pladsen, når du har asbestplader og eternit med.

Asbestplader og eternit skal emballeres i to lag klar og kraftig plast og lukkes forsvarligt, inden du tager det med på genbrugsstationen.

Hvis containeren er fyldt, må du komme tilbage på et senere tidspunkt. Du må **ikke** lægge affaldet på jorden ved siden af containeren.

Hvis du som privatperson har *større mængder* asbestholdigt affald, som du vil af med på en gang, skal du anmelde affaldet på [www.bygningsaffald.dk](https://www.bygningsaffald.dk/ "www.bygningsaffald.dk") og **for egen regning** aflevere det på [AV miljø](https://www.av.dk/ "AV miljø") (der er godkendt asbestdeponi).

Hvis du har et professionelt firma til at køre det asbestholdige affald til AV Miljø, skal du/firmaet anmelde affaldet på [www.bygningsaffald.dk](http://www.bygningsaffald.dk/) og **for egen regning** aflevere det på [AV Miljø](https://www.av.dk/ "AV Miljø").

###

                                    Hvordan sorteres mit byggeaffald?

Alt byggeaffald skal sorteres. Det gælder affald fra både nybyggeri, renovering og nedrivning. Noget bygge- og anlægsaffald er farligt for miljø og sundhed og skal håndteres særskilt. Andet affald er egnet til direkte genbrug.

Det er derfor en god idé at få professionel hjælp til miljø- og ressourcekortlægning af bygningen. Inden du går i gang med arbejdet skal byggeaffaldet anmeldes til kommunen med miljødokumentation. Byggeaffaldet skal bortskaffes efter reglerne.

[Gå til siden om byggeaffald](https://www.gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/741d9bce-ae7d-4528-b0df-66e556aaf2b2 "Gå til siden om byggeaffald")

###

                                    Kan jeg aflevere papir, der skal makuleres?

Ja, du kan.

Foran
papircontaineren står en lille container til papir, der skal makuleres. Det bliver makuleret på
pladsen.

###

                                    Hvad kan jeg IKKE komme af med på genbrugsstationen?

Du kan aflevere over 40 forskellige typer affald på genbrugsstationen. Derefter bliver langt størstedelen af affaldet sendt til genanvendelse. Målet er, at stadig mere affald fra genbrugsstation skal genanvendes og bruges direkte.

**Affald som du ikke kan komme af med på genbrugsstationen:**

- alt husholdningsaffald, herunder bleer (skal afleveres i egen restaffaldsbeholder)
- Madolie, herunder fritureolie, brugt og ubrugt, skal i madaffaldsbeholderen derhjemme
- plast fra husholdninger
- affald fra dyr  - hø, savsmuld og dyreafføring m.v. (skal i egen restaffaldsbeholder)
- eksplosivt affald
- klinisk risikoaffald
- støvende asbest

###

                                    Hvad sker der med affaldet, når det forlader genbrugsstationen?

Hovedparten af det affald, der afleveres på genbrugsstationen, bliver genanvendt enten til fremstilling af nye produkter eller genbrugt i den oprindelige form. Noget af affaldet går til forbrænding og bliver udnyttet til fjernvarme og el. En andel specialbehandles, det gælder elektronik og farligt affald.

En mindre del af affaldet graver vi ned. Det gør vi for at begrænse de negative konsekvenser for miljø, natur og mennesker fra det affald, der ikke kan genanvendes eller brændes af. Det er for eksempel: blød pvc, fx badedyr og badebassiner, keramik og porcelæn, en del byggeaffald, ovnfaste fade og krystalglas. Vi skal helst undgå at købe varer, der skal graves ned.

###

                                    Gravhøjen sneglehøj

Midt på genbrugsstationen ligger den markante Sneglehøj, fra Jættestuetiden. Rundt om gravhøjene i Danmark skal der altid være en beskyttelseslinje på 100 meter, så det har været en
spændende udfordring at få genbrugsstationen til at spille sammen med gravhøjen. Gladsaxe Kommune har stræbt efter at gøre den nye genbrugsstation til et smukt sted, som respekterer og iscenesætter Sneglehøj. Kroppedal Museum har på området fundet en såkaldt grube, som er en betegnelse
for et nedgravet hul, som er fyldt op med affald. Der har altså været samlet
affald her i dette område i flere tusind år.

###

                                    Adgang uden for den bemandede åbningstid

### Udvidet åbningstid (uden bemanding) ved tilmelding

Der er udvidet åbningstid (uden bemanding) for tilmeldte brugere mellem kl. 7.00-9.00 og kl. 18.00-22.00

#### Sådan fungerer tilmelding til udvidet brug af genbrugsstationen

Hvis du vil bruge den udvidede åbningstid på genbrugsstationen skal du logge ind på [vestfor.kundeportal.genbrugsbetaling.dk](https://vestfor.kundeportal.genbrugsbetaling.dk/ "vestfor.kundeportal.genbrugsbetaling.dk") med MitID. Du skal vælge, om du tilmelder dig som privatperson eller erhvervsdrivende, og derefter udfylde en tilmeldingsformular. Når du har tilmeldt dig har du også adgang til den udvidede åbningstid på genbrugsstationerne i Gentofte, Herlev, Glostrup, Ballerup, Hillerød og Stenløse.

- **Private brugere** skal oplyse navn, telefonnummer og e-mail.
- **Virksomheder** skal desuden angive CVR-nummer.

Efter login skal du tilknytte dit køretøj. Virksomheder kan samtidig vælge en faktureringsløsning. Efter 12 måneder får du en sms om, at du skal opdatere din tilmelding.

Der bliver ophængt et banner på genbrugsstationen med QR-kode, der leder over til tilmeldingssiden.

#### Der gælder følgende vilkår og regler for brugen af det nye system

- I den udvidede åbningstid kan du ikkeaflevere:
    - farligt affald og trykflasker
    - elektronik
    - lyskilder
    - eternit/asbest
    - ting og sager til Genbrugslopperne
- De dage, hvor genbrugsstationen er lukket, er der heller ikke åbent uden for bemandet åbningstid.
- Tilmeldingen skal fornyes årligt. Brugerne modtager en påmindelse via sms, når det er tid.
- Private kan tilmelde flere køretøjer, inkl. køretøjer med specialdesignede nummerplader.
**Specialdesignede nummerplader skal dog indeholde minimum tre karakterer.**
- Køretøjer på gule plader og "papegøjeplader" kan kun tilmeldes som erhvervsdrivende, da de er knyttet til et CVR-nummer.
- Det er ikke muligt for private at tilmelde køretøjer på gule plader eller "papegøjeplader".

Husk, at det er vigtigt, at du sorterer affaldet korrekt i de rigtige containere - også når pladsen ikke er bemandet.

###

                                    Genbrug af byggematerialer

**Aflevér brugbare byggematerialer til genbrug**
 Har du hele brosten, betonfliser, større natursten eller et brugbart toilet fra et bygge- eller haveprojekt? Så kan du aflevere dem i de særlige pallekasser på genbrugsstationen i.

Materialerne sendes videre til Vestforbrændings Genbrugscenter, hvor de klargøres og bruges i nye byggerier og anlægsprojekter.

**Du kan aflevere:**

- **Betonfliser (brugbare)**
Fx herregårdssten og kvadratiske havefliser - hele og uden malerpletter
- **Brosten**
Hele og brugbare bro- og chaussésten
- **Natursten**
Pigsten, kampesten og marksten over 20 cm i diameter
- **Toiletter (brugbare)**
Hele, gulvmonterede toiletter uden skader

Spørg personalet, hvis du er i tvivl om sorteringen.

###

                                    Kan jeg få kompostjord på genbrugsstationen?

Hvert år i foråret har du mulighed for at hente kompost på genbrugsstationen.

Komposten er lavet af alt det haveaffald du og dine naboer har afleveret på genbrugsstationen og i andre haveaffaldsordninger gennem det sidste års tid.

 Ved at omsætte haveaffaldet til kompost, genbruger vi ressourcerne og recirkulerer næringsstoffer til naturen.

 Komposten overholder alle lovpligtige grænseværdier og er behandlet ved høje temperaturer, så den er fri for snegleæg og ukrudtsfrø.

![](https://www.gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/44227832-475e-4e70-8edd-08dd52512dec?width=800)

###

                                    Invasive arter

**Bemærk om invasive arter**
Invasive arter skal afleveres i lukkede, klare plastsække i ”Rest efter sortering” med nummer 42 på genbrugsstationerne. Invasive arter spreder sig på en måde, så de truer hjemmehørende arter. Derfor skal invasive planter afleveres på genbrugsstationen som ”Rest efter sortering” i lukkede, klare plastsække.

Invasive planter må ikke afleveres som haveaffald, hverken på genbrugsstationerne eller via haveaffaldsordningen.

**Det gælder følgende arter:**

- Bjørneklo
- Gyldenris
- Japansk pileurt
- Kæmpe-pileurt
- Hybrid-pileurt
- Rød hestehov
- Armensk brombær
- Kæmpe-balsamin
- Småblomstret balsamin
- Stor tusindstråle
- Spiræa
- Snebær
- Buksbom med æg/larver af buksbomhalvmøl - ***Er et særligt problem i disse år***

## Genbrugsstationen

Turbinevej 10, 2860 Søborg

                                drift@gladsaxe.dk

### Ring til os

[39 57 66 66](tel:39%2057%2066%2066)

Alle hverdage og i weekenden fra kl. 9-18.
**Lukket: 1. januar, 1. maj, 5. juni og 24., 25., 26. og 31. december.**

Der er udvidet åbningstid (uden bemanding) for tilmeldte brugere mellem kl. 7.00-9.00 og kl. 18.00-22.00.
Udvidet åbningstid er lukket: 1. januar, 1. maj, 5. juni og 24., 25., 26. og 31. december.
