Lær mere om Gladsaxedagens musikanter

Der bliver masser af musikalsk underholdning på Gladsaxedagen, hvor hovednavnene Michael Falch og Thomas Buttenschøn i år leverer for ørehængere af højeste kvalitet. Alle koncerterne er naturligvis med fri entré.

Tag hele familien med til Gladsaxedagen og få en god musikoplevelse, når både etablerede navne og lokale kunstnere optræder for jer. Thomas Buttenschøn sætter gang i løjerne ca. klokken 13 og Michael Falch runder aftenen af med sin koncert fra klokken 20. I vil også kunne opleve en masse forskellige lokale musikanter - som dog ikke er programsat endnu.

Klokken 13: Thomas Buttenschøn 

Den danske sanger og sangskriver med zambianske rødder fik sit gennembrud på den danske musikscene i 2006 med albummet Fantastiske Mandag - som indeholdt hittet Fantastiske Mandag. Thomas Buttenschøn gjorde sig hurtigt bemærket med sin specielle, funky stil, de finurlige, danske tekster og sin unikke, karakteriske stemme. I 2014 udgav han sit sjette og seneste album, inden han dansede sig ind i danskernes fjernsynsstue i TV2's populære program Vild med dans i 2016

I år har han sat sit eget talent på hylden for i stedet at finde Danmarks næste store talent i TV2's program Danmark har talent. Når den 33-årige entertainer kommer til Gladsaxe vil han udover sange som ’Helle Thorning’, ’Den med alle ordene’ og ’Pisser lidt på den gule mur’ kunne præsentere sit band, der består af Mark Chemnitz-Lauritsen på keybord, Mads Reinhold på Guitar, Henrik Møller Petersen på bas og Jens Michael Østergaard på trommer.

Klokken 20: Michael Falch

Det bliver til lyden af ’Mød mig i mørket’, ’Superlove’ og ’I et land uden høje bjerge’, at Michael Falch indtager scenen foran rådhuset og synger sine sange fra helt tilbage til hans første soloalbum i 1985. Michael Falch, der tidligere har boet i Gladsaxe, er kendt af mange, men den erfarne musiker med en fortid som frontmand i bandet Malurt har oplevet en stor opblomstring i de senere år. Med sin medvirken i Toppen af Poppen og et nyt prisbelønnet album med titlen ’Pludselig Alting Samtidig’ fra 2016 er sangeren igen at finde blandt de danske hitlister.

Sammen med Dét Band har Michael Falch turneret landet rundt med deres gnistrende rockshow, der nu rammer Gladsaxe med hits som ’Ud af mørket’, ’Den eneste i verden’ og ’Vi er her endnu’. Med sig i bandet har Michael Falch sin sparringspartner gennem de sidste 12 år, guitaristen Lars Skjærbæk, Mikkel Damgaard på tangenter, den karismatiske scenemand og bassist Troels Skjærbæk samt den internationalt anerkendte århusianske trommeslager Peter Dombernowsky.

Se alle koncerterne på linket her