På Gladsaxe Idrætscenter finder du blandt mange andre idrætstilbud en række spændende udetræningsfaciliteter.
Oplyst løberute
Dels er der på anlægget en oplyst løberute på 1,75 kilometer med 17 forhindringer langs ruten. Denne kan dermed supplere din almene løbetræning – særligt i de mørke timer henover døgnet og året – men er også et glimrende tilskud til din OCR-træning. På oversigtskortet kan du se den 1,75 kilometer løberute og de 17 forhindringer.
Da der bliver bygget ny børneinstitution ved gavlen af Gladsaxe Svømmehal, kan du ikke løbe ind i Caféhaven fra Vandledningsstien. Her må du lige en tur op på Vandtårnsvej, før du igen kan komme ind på ruten. Ligeledes kan du heller ikke løbe ind ved gavlen af det nye skøjtehalsbyggeri. Her må du en smule længere ned af Isbanevej, før du er tilbage på ruten.
Vær opmærksom på, at løbelyset ikke virker på området vest for Isbanevej på grund af byggeriet af den nye skøjtehal. Du kan stadig bruge området, men der går et stykke tid, før lyset virker igen.
OCR
Obstacle Course Racing (OCR) kan oversættes til forhindringsløb. Det er en meget alsidig motionsform, der udfordrer alle aspekter af ens fysiske formåen – teknik, styrke, kondition, balance og så videre. Det er derfor ikke nok at være bumstærk, hvis man ikke kan løbe, eller omvendt. Man skal helst kunne lidt af det hele. Men samtidig vil det også være helt normalt, at alle har deres forcer i sporten – hvilket også er noget af det, der gør det ekstra interessant.
Træningspladsen Buret og holdtræning
På anlægget finder du derudover både et stort træningsrig, træningspladsen Buret og træningskasserne. De to første er fremragende facilteter at træne både OCR- og funktionel træning, og træningskasserne rummer udstyr, der kan bidrage til begge former for træning ved at gøre det hele mere sjovt og effektivt.
For 150 kroner (engangsbeløb) kan du købe adgang til træningskasserne ved både Gladsaxe Idrætscenter og Bagsværd Svømmehal. Køb adgangsbrik her.
I Buret i Caféhaven tilbyder vi holdtræning to gange i ugen. Læs mere om Cross i Buret.