Dekorativ sammenhængende regnvandsløsning

Regnvandsløsning i rækkehushave

Denne boligejers "utraditionelle" have er blot 6 meter bred. Alligevel har rækkehusejeren formået at etablere en dekorativ sammenhængende regnvandsløsning af regnbede med alpine planter, som skråner ned mod et "udtørret flodleje". Boligejeren har selv udført arbejdet som hobby - kun tilslutning af nedløbet er udført af en håndværker. Til dammen er der brugt en guldfiskedam, som blev gravet ned i et stort hul med en minimal hældning mod et kombineret alpin og rhododendronbed. Beddet er bygget op på knuste fliser og stabilgrus, hvilket gør, at det kan suge en masse vand, hvis der kommer overløb i dammen. Opbygningen giver samtidig et godt dræn, så bedenene kun i meget korte perioder er fugtige. Hverken rhododendron eller alpine planter holder nemlig af vand i længere perioder.

Havedam i rækkehushave

"Det udtørrede flodleje", der forbinder tagnedløbet med dammen, er de første 5 meter fra huset forbundet til tagnedløbet med et nedløbsrør og herefter med bassinfolie og knust granit, hvilket giver en god fordampning.

Udtørret flodleje

Efter etableringen har boligejeren fået det halve af tilslutningsbidraget tilbage, og under skybrud har der ikke været tegn på oversvømmelse overhovedet.

Har du også en regnvandsløsning i din have, som kan inspirere andre boligejere? Send da en beskrivelse med billede til Julie Jahn, juljah@gladsaxe.dk.

Boligejeres regnvandsløsninger