Fundraising

Har I et projekt, som I mangler penge til? Gladsaxe Kommune har købt storbrugerlicens til fonde.dk, som I kan benytte som hjælp til jeres lokale fundraising

Indtil udgangen af 2019 kan alle foreninger i Gladsaxe få et log-in til fonde.dk (kun et login pr. forening) og benytte databasen til at finde oplysninger om fonde, og få tips og tricks til fundraising.

Hvad er fonde dk?

Fonde.dk er et online værktøj, der støtter arbejdet med fundraising i såvel foreninger som offentlige og private virksomheder. Sitet indeholder bl.a. Danmarks største og mest avancerede online database med oplysninger om fonde, puljer, legater og andre tilskudsprogrammer fra Danmark, Norden, EU m.fl.

Alle interesserede foreninger og kommunale medarbejdere skal sende en mail til info@fonde.dk og i emnefeltet skrive "Gladsaxe Kommune", samt oplyse jeres fulde navn og navn på forening/forvaltning/institution. I vil så blive oprettet som licensbruger og få tilsendt login og vejledning til fonde.dk

Læs mere på  fundraiseren.dk eller gå direkte til fonde.dk

 

Fundraising hos FDF Buddinge

FDF Buddinge har haft og har stadig stor gavn af brugen af Fonde.dk.

Sidste år (2018) søgte vi forskellige fonde om tilskud til etablering af en shelter - et projekt til DKK 222.000,-.
Et projekt som vi kun kunne gennemføre med tilskud fra andre. Vi fandt vha. den rigtigt gode søgefunktion på fonde.dk frem til ni fonde.
Vi søgte om tilskud hos disse fonde, og vi fik støtte fra tre fonde på DKK 200.000,-, og projektet blev gennemført i foråret 2019.

På Fonde.dk kan man gemme en liste over interessante fonde og via denne liste kan man hurtigt og nemt få en introduktion til fondenes betingelser og ansøgningsprocedure. Næste projekt er udskiftning af vores køkken i hytten Egemosen – et projekt til DKK 230.000,-.Vi søger om tilskud på DKK 107.000,-, idet vi har fået tilsagn om støtte fra Gladsaxe Kommune for resten.

Vi har søgt seks fonde, hvoraf de tre er nye fonde i forhold til tidligere. På fonde.dk har vi igen udnyttet den gode søgefunktion til at finde de mest relevante fonde i forhold til vores projekt.

Vi har efterhånden fået et godt kendskab til de forskellige fonde, og er blevet bedre til at målrette vores indsats.

Med fonde.dk har vi fået mod at søge tilskud til telte til en tur til Norge og nye store projekter omkring vores hytte.

Kontakt

Fritid

Rådhus Alle 7
2860 Søborg
Telefon: 39 57 53 39
Kultur@gladsaxe.dk
hjemmeside

Info til foreninger