Blixen Klub: Nyt netværk for seniorkvinder i Gladsaxe

Det sociale netværk Blixen Klub for kvinder på 60+ udvider nu til Gladsaxe. Der er opstartsmøde tirsdag 17. september i Bagsværd.

Blixen Klub ser nu dagens lys i Gladsaxe. Klubben er et socialt netværk for kvinder+60 år, som gerne vil mødes med andre kvinder i et fællesskab. Gentofte startede med stor succes den første Blixen Klub i 2015, og siden har Blixen Klubber bredt sig til stadig flere kommuner på Sjælland. Nu er turen kommet til Gladsaxe, hvor folkene bag håber på samme store succes.

Inspiration og samvær for kvinder
Blixen Klub er en klub for voksne 60+kvinder, som mødes hver 14. dag til hyggeligt, uformelt samvær, inspiration, foredrag og andre aktiviteter. Mødetidspunkt er tirsdage i lige uger fra kl. 10-12. Klubben er opkaldt efter forfatteren Karen Blixen, fordi hun har nogle af de karaktertræk og værdier, som klubben er inspireret af. Værdier som stolthed, handlekraft, uafhængighed, feminisme, spiritualitet og fantasi.   

I Blixen Klub er fællesskab, inspiration og netværk nemlig essentiel. Blixen Klub anerkender, at alle har meget forskellige baggrunde – både arbejds- og familiemæssigt. Der er ingen krav eller fordomme i klubben. Som Karen Blixen favner vi alle. I klubben vil vi bruge hinandens viden og livserfaringer til at blive klogere på os selv og på hinanden. Blixen Klub er for dig, der savner et sted at mødes med andre kvinder. Blixen Klub er med andre ord til dig, som vil inspireres og udfordres af andre – helt afslappet og uforpligtende.  

Blixen Klub Gladsaxe er en selvstyrende netværks-gruppe. Medlemskab af klubben er gratis, og medlemmerne bestemmer selv, hvad der skal på programmet. Alle input til aktiviteter og mener er velkomne. Pr. gang betaler man 20 kr. for en kop kaffe og brød samt for eventuelle aktiviteter ud af huset.

Kom til opstartsmøde og hør mere
Er du interesseret? Så kom til opstartsmødet, som afholdes 17. september 2019 kl. 10-12 i Bagsværd Gamle Stationsbygning, Til Jernbanen 20 A, 2880 Bagsværd.

Tilmeld dig mødet senest 16. september hos Joan Hansen på telefon 20 66 18 57 eller e-mail: nougatmus@gmail.com eller hos ældrekonsulent Ea Lykke Elsborg på telefon 39 57 55 43 eller e-mail: sofeel@gladsaxe.dk

Borger