Børsnoteret virksomhed flytter domicil til Søborg

Zealand Pharma har fået skræddersyet de perfekte rammer til virksomheden på Sydmarken 11, hvor der både er plads til de ca. 180 ansatte og fortsat vækst. Erhvervsudviklingschef Freja Ludvigsen ønskede virksomheden velkommen og fik en rundvisning

Der er sket meget siden biotek-virksomheden Zealand Pharma blev etableret for 20 år siden. Virksomheden har længe været vokset ud af deres lokaler i Glostrup, og der er gået et stort arbejde forud for, at de nu kan flytte ind i et helt nyt domicil på Sydmarken 11 i Søborg.

Zealand Pharma har fundet den optimale placering i Ferrosans tidligere lokaler, hvor kontorer og laboratorier er blevet ombygget efter virksomhedens behov, og hvor der var mulighed for at bygge en hel ny konference- og mødehal i New Yorker-stil.

Om- og tilbygningen er foretaget af Thylandergruppen, der ejer grunden, hvor også Ferrosan Medical Devices og Jespers Torvekøkken lejer sig ind.

Indflytningen af Zealand Pharma sker i to etaper. Kontormedarbejderne er netop nu ved at flytte ind, og når laboratorie-faciliteterne står klar senere på året, følger de sidste medarbejdere fra Glostrup.

95 mio. Euro i ny kapital
Zealand Pharma er en børsnoteret virksomhed, listet både i USA og København, der arbejder med udvikling af innovative peptid-baserede produkter hovedsageligt inden for gastrointestinale og metaboliske sygdomme som for eksempel korttarmssyndrom og diabetes.

Zealand PharmaVirksomheden er inde i en spændende udvikling, fortæller Ivan M. Møller, direktør for technical development og operations. Han har ledet ombygningen og indflytningen i det nye domicil.

- Vores pipeline inkluderer fire produktkandidater i senklinisk udvikling, som vi har store forventninger til især på det amerikanske marked. Vi fik i sidste uge tilført 95 mio. Euro (over 700 mio. kroner), dels fra en hollandsk investor og dels fra milepælsbetalinger fra udviklingspartner Boehringer Ingelheim. I april bød vi velkommen til Emmanuel Dulac som ny administrerende direktør og til oktober starter Matt Dallas som ny økonomidirektør, fortæller Ivan M. Møller.

Eget band og mikrobryggeri
Det nye domicil er designet til virksomhedens vækstambitioner.

- Vi er kendt for at have en kultur, som en innovativ og flad organisation, hvor vi har det sjovt med hinanden. Vores medarbejdere har deres eget band og et mikrobryggeri i kælderen, og mange laver sportsaktiviteter sammen. Samtidig er vi i gang med en stor udvikling som virksomhed. Vores opgave er at vokse samtidig med, at vi holder fast i vores innovative kultur, fortæller Lani Pollworth Morvan, chef for Investor Relations and Communication.

Trængsel, partnerskaber og bæredygtighed
Freja Ludvigsen, Gladsaxes erhvervsudviklingschef, er stolt af at byde Zealand Parma velkommen til kommunen. Hun fik en rundvisning i lokalerne og er især imponeret over den nye konference- og mødehal.

- Det er dejligt, at Zealand Pharma har valgt Søborg og fået så flotte rammer at arbejde i. Zealand bliver en del af en Danmarks største industrikommune, hvor der er fuld gang i vækst, bæredygtighed og partnerskaber. Jeg er sikker på, at de hurtigt vil opleve at blive en del af et spændende erhvervsmiljø, siger hun.

Freja Ludvigsen introducerede ledelsen til partnerskabet Gladsaxe Erhvervsby, der nu tæller 60 virksomheder i kommunens største erhvervskvarter, og opfordrede til, at de bliver medlem.

Hun fortalte også om den kommende letbane langs Ring 3 og kommunens tiltag for at arbejde med at reducere trængslen på nye måder, hvor medarbejderne indimellem vælger andre transportmidler end egen bil.

Bæredygtighed og verdensmål var også på dagsordenen som noget, der optager kommunen og mange virksomheder, og som Zealand Pharma også er i gang med at undersøge.

- Vi er drevet af at arbejde innovativt med løsninger på sygdomme, hvor vi mener, at den nuværende plejestandard er utilstrækkelig, og hvor vi har ressourcerne til at udvikle nye løsninger, der gør en forskel for mennesker. Vi er blevet en relativt stor virksomhed, og vi er opmærksomme på, at vi skal bidrage til samfundet omkring os. Så vi vil gerne i dialog om verdensmålene, siger Ivan M. Møller.

Zealand Pharma forventer at holde et åbningsarrangement, når flytningen er gennemført.

Borger