Bofællesskaber skal forberede anbragte unge på livet som voksen

Anbragte unge under 23 år får nu muligheden for at flytte hjemmefra med andre anbragte unge i et bofællesskab, hvor de med hjælp fra Gladsaxe og hinanden skal lære at holde styr på en hverdag i egen bolig.

I Bagsværd og Søborg står to huse. De er helt almindelige. Der er et køkken, et bad og en stue. Et sted står der også en vaskemaskine. Intet særligt. I hvert fald ikke for de fleste borgere.

Men det er det for de kommende beboere. De er alle under 23 år, og de har aldrig haft ansvaret for at holde styr på deres egen bolig. Det får de nu som de første i Gladsaxes nye hybeltilbud.

Tilbuddet er for anbragte unge, der har brug for den sidste støtte og erfaring til at kunne flytte hjemmefra. Med alt hvad det indebærer. Det fortæller leder af projektet, Sune Boysen.

- Det er god botræning for de unge, at de sammen skal få livet i huset til at fungere. De finder ud af, hvad der skal til for at holde et hus. De skal selv rydde op, lave mad, vaske tøj, stå op om morgen og styre deres økonomi og godt naboskab. Kort sagt alle de ting, det kræver, når man flytter i egen bolig, siger han.

De første unge er allerede flyttet ind i huset i Bagsværd. Mens disse linjer skrives, flytter de sidste unge ind i huset i Søborg.


I fællesskab skal de unge lærer hinanden at bo i egen bolig.

En hverdag med ansvar
I husene er der plads til fire og fem beboere. For at få et værelse skal socialrådgivere i en dialog med de anbragte unge vurdere, om en plads i huset vil være til gavn for dem.

Så snart de sidste flyttekasser er båret ind på deres værelse, får de unge tilknyttet en kontaktperson. I fællesskab laver de en udviklingsplan over de ting, den unge skal arbejde med.

Op til flere gange om ugen mødes de unge med deres kontaktperson, der blandt andet kan hjælpe dem med at lede efter en fast bolig, hvis det er deres behov.

De unge kan bo i huset indtil de fylder 23 år og i fællesskab med deres socialrådgiver og Gladsaxes Familieafdeling vurderer, at de er klar til at flytte i egen bolig.

- Formålet er, at de får den sidste støtte, de mangler for at flytte hjemmefra ligesom alle andre unge på deres alder. Hybeltilbuddet skal også ruste dem til at kunne varetage et studieliv eller arbejdsliv og indgå i samfundet på lige fod med alle andre borgere, uddyber Sune Boysen.

Borger