Få hjælp til at komme dig over tabet af din ægtefælle eller samlever

Ældre borgere over 65 år kan nu få hjælp og støtte til at lette tilværelsen, hvis sorgen over tabet af en ægtefælle eller samlever bliver for tung at bære.

Det kan være en stor og uoverskuelig udfordring af vende tilbage til hverdagens daglige gang, når en person, man har elsket, lige pludselig ikke er en del af tilværelsen mere.

Sorgen, der uundgåeligt følger med, kan komme til udtryk på mange måder. Følelser af tomhed, ensomhed, lettelse, vrede, angst og skyld kan alle blusse op på samme tid og være svære at kontrollere.

Har man som borger over 65 år brug for hjælp eller støtte til at håndtere den svære tid, kan man få et hjemmebesøg af Gladsaxes forebyggelseskonsulenter, der kommer med råd og vejledning.

- Noget af det, vi spørger ind til, er hvad borgeren føler og oplever. Det er noget af det vigtigste at sætte ord på under en sorgproces. Men det er meget forskelligt, hvordan man reagerer på sorg, så samtalerne kan handle om mange forskellige ting, forklarer konsulent Anne Eriksen.

Planer for fremtiden
Der er ofte mange overvejelser og praktiske ting at tage sig af i ugerne op til og efter en begravelse. For mange kan der derfor gå uger eller måneder, før det går op for en, at man er alene.

Når ens ægtefælle eller samlever dør, bliver man derfor kontaktet af en forebyggelseskonsulent seks til otte uger efter dødsfaldet. Det sker pr. brev med en foreslået dato om et besøg.

Samtalen med forebyggelseskonsulenten tager ofte udgangspunkt i oplevelserne op til dødsfaldet og begravelsen, og hvordan man kommer videre i den nye tilværelse.

- Når man er i en sorgperiode, er man i det, man kalder en krise, så hvis vi kun når at tale om forløbet op til dødsfaldet, kan vi aftale endnu et besøg, hvor vi snakker om, hvad man som enke eller enkemand ønsker at fremtiden skal se ud. For vores besøg handler også om, hvad borgeren kan gøre for at komme videre i livet efter et tab, fortæller Anne Eriksen.


Formålet med samtalerne er at hjælpe dig tilbage til livets glæder.

’Pludselig er man helt alene’
Det kan være en overvældende oplevelse at vende sig til at være alene efter flere år som en del af et par. Ved hjælp af samtalerne og de sociale tilbud, som forebyggelseskonsulenterne kan henvise til, får man en god start på den nye tilværelse som enlig.

Det fik 85-årige Liv Berit Jeppesen, der i 2015 mistede sin man efter 60 års ægteskab. Med hjælp fra Gladsaxes ældrekonsulenter blev hun en del af en gruppe med fire andre enker og enkemænd, som hjalp hinanden videre i deres liv.

- Pludselig er man helt alene. Det er utroligt svært, og det er på mange måder stadig svært for mig at have mistet min mand. Men man er nødt til at komme videre. Og det var det, jeg fik hjælp til. Det var ikke en sorggruppe, for det handlede for os om at komme videre i livet. Vi talte om, hvad vi kunne gøre for at få mening i vores liv. Det var rart at få talt om. Og det var også rart at høre, hvordan de andre havde reageret, for der var faktisk stor forskel på os, fortæller hun.

Vil du høre mere?
Har du lyst til at få et hjemmebesøg, eller vil du høre mere om tilbuddet, kan du ringe til forebyggelseskonsulenterne i hverdage mellem 8 og 9 på telefon 21 76 43 84. Du kan også skrive en mail til sofvis@gladsaxe.dk.

Vil du tale sammen med andre borgere i samme situation som dig, kan du kontakte ældrekonsulent Ea Lykke Elsborg på telefon 39 57 55 43 eller skrive en mail til sofeel@gladsaxe.dk.

Borger