Fem på fem har tegnet årets julekort

Vinderne af julekortkonkurrencen er fundet, og i år er det elementer fra hele fem vindertegninger, der er sat sammen til en samlet vindertegning. Traditionen tro modtog borgmesteren de glade vindere ved en lille reception på rådhuset.

Adam Kornelius Wederkinck Nielsen, Asger Nordenhof Bislev, Felix Aksel Højgaard Nyborg, Johan Fahrenholtz og Lea Sølvstein, alle på 5 år, fra Gladsaxe Skovbørnehave har vundet Gladsaxe Kommunes konkurrence om at tegne julekortet 2019. I år er der hele fem vindere, fordi den endelige tegning er et miks af de fem børns tegninger.

Derfor var de alle, sammen med deres familier, inviteret til julekortreception på Gladsaxe Rådhus, hvor borgmester Trine Græse takkede dem for deres flotte tegninger og bød på boller, frugt og lidt at drikke.

Hvert år inviteres børnene i Gladsaxe Kommunes børnehuse til at komme med deres bud til den tegning, der skal pryde næste års udgave af kommunens julekort. Borgmesteren tager imod de mange små kunstværker, som børnene har lagt deres tid og kreative kræfter i, og der er altid mange gode forslag imellem.

I år deltog børn fra børnehusene Bakken, Taxhøj, Møllehuset, Poplen, Mælkevejen, Bakkely og altså Gladsaxe Skovbørnehave, hvor vinderne blev fundet af dommerkomiteen. Vindertegningen, der altså er sat sammen af fem tegninger, er inspireret af julesangen ’Rudolf med den røde tud’, og børnene siger selv om deres vindertegninger.

’Rudolf hjalp julemanden, fordi hans næse kunne lyse. De andre rensdyr drillede Rudolf. Der var synd, men han kunne hjælpe julemanden. Vi lavede tre kladder først, inden den rigtige. Og vi sang, da vi lavede den rigtige. Det var sjovt og nemt at tegne med kridt. Der var rigtig meget tågenat, det var rigtig svært at have de rigtige bevægelser, sådan cirkler, når kridtet skulle tones ud. Gevirerne var lidt svære at tegne, og det er svært at tegne stort. Vi gjorde os rigtig umage. Jubii vi vandt. Det er så sejt’.

 

Borger