Fredagsklubben søger flere medlemmer

Er du til hyggelige snakke over kaffe og kage og en skovtur og krotur hist og her? Så er den frivillige forening Fredagsklubben måske noget for dig.

I 57 år har Fredagsklubben dannet ramme for god underholdning, hygge og flere forskellige sæsonfester for foreningens mange medlemmer.

Klubben holder i dag til på Kildegården, hvor medlemmerne mødes om fredagen over en kop kaffe og et stykke kage til de sukkertrængende fra klokken 12-14.

Sæsonen starter i år den 12. oktober, og til den tid håber klubben meget på at kunne åbne dørene op for nye medlemmer – alle er velkomne.

Så hvis du selv eller en ven, veninde, ægtemand eller hustru kunne tænke sig at hygge med, skal du blot møde op. Har du spørgsmål om Fredagsklubben, kan du ringe til Jørgen Kondrup på telefon 39 67 76 70.

En klub med en lang historie
Fredagsklubbens historie går langt tilbage i tiden. Den 6. oktober 1961 åbnede Søborg Vinterstue EGV, som står for Ensomme Gamles Værn, i Søborg Borgerklubs lokaler.

Senere kom kommunen ind i billedet, og klubben flyttede derfor ind i lokalerne på AL-Danseskole på Søborg Torv.

Den daværende socialudvalgsformand Erling Schrøder var en af drivkræfterne i klubben, der havde aktiviteter fra oktober til april – og hver fredag, ikke mindst, hvor frivillige hænder fik det hele til at køre rundt.

I januar 2016 gik AL-Danseskole op i brand og efterlod klubben uden et fast mødested. Gladsaxe Kommune tilbød i stedet lokalerne på Kildegården, hvor fredagsklubben holder til i dag.

På linket her kan du læse meget mere om Gladsaxes mange forskellige seniorklubber og pensionistforeninger.

Borger