Gladsaxe Biblioteker underskriver aftale om nyt bogsorteringsanlæg

Fredag formiddag forseglede de sidste underskrifter aftalen om et bogsorteringsanlæg, der skal lette arbejdsgangen for personalet og højne servicen for borgerne.

Med underskrifter fra Jakob Lærkes, chef for Gladsaxebibliotekerne, og Jan Didriksen, salgsdirektør i Lyngsoe Systems, kan Gladsaxe Bibliotekerne nu opføre et bogsorteringsanlæg.

Anlægget, der vil stå klar i slutningen af marts 2019, skal gøre håndteringen af bibliotekernes tusinder af materialer lettere for personalet, hvilket vil komme til udtryk i en bedre og mere effektiv service for brugerne af kommunens biblioteker.

Systemet kender brugernes vaner
Det nye anlæg kommer i praksis til at stå på Hovedbiblioteket, hvorfra alle afleverede bøger og materialer fra de i alt fem biblioteker sorteres i genrer og kategorier via en computerchip. Herefter placeres materialerne på forskellige vogne, som personalet herefter kan håndtere.

Via afleveringssystemerne på bibliotekerne registrerer anlægget på Hovedbiblioteket også brugernes lånevaner. Hvis krimiromaner for eksempel er lånernes favoritgenre på Mørkhøj Bibliotek, vil anlægget sende flere krimier til Mørkhøj fremfor eksempelvis Værebro Bibliotek, der måske i højere grad låner faglitteratur.

Kortere ventetid
På travle dage vil det nye sorteringsanlæg registrere og sortere op imod 3.000 forskellige afleveringer for personalet, der altså får væsentligt færre manuelle håndteringer og løft af forskellige materialer, hvilket skåner arbejdsgangen for medarbejderne og sænker ventetiden for brugerne.

Sorteringsanlægget bliver en lille attraktion i sig selv. Den store maskine vil nemlig være omgivet af glasvægge, så der er rig mulighed for at følge det store arbejde og den lange rejse, som bøgerne kommer igennem.


Jakob Lærkes (tv.) og Jan Didriksen skrev glædeligt under på kontrakten.

Borger