Gladsaxe har Danmarks laveste sygefravær på sosu-området

Social- og sundhedsassistenter og -hjælpere i Gladsaxe Kommune har landets laveste sygefravær. Det viser den årlige statistik for 2018, som Kommunernes og Regionernes Løndatakontor netop har offentliggjort.

Den nye statistik over kommunernes sygefravær viser, at landsgennemsnittet på sosu-området er 16,1 sygedag om året. Og her ligger Gladsaxe på en komfortabel førsteplads med kun 11,9 sygedage om året. Samtidig rasler sygefraværet fortsat ned i Gladsaxe, der tilbage i 2011 havde den tvivlsomme ære at ligge på sidstepladsen. Samlet set er Gladsaxe på bare et år sprunget fra en 23. plads i 2017 til en 12. plads i den nye statistik med gennemsnitligt 11,1 sygedag per medarbejder.
 
Skærpet fraværspolitik
En del af forklaringen på det lave fravær skyldes en skærpet fraværspolitik, hvor alle medarbejdere indkaldes til en samtale, hvis de har haft fire perioder med fravær. De fire perioder kan være én enkelt eller flere sammenhængende sygedage.
 
- Vi har et målrettet fokus på sygefraværet og taler med vores medarbejdere om, hvad der er årsagen til fraværet og hvad man kan gøre for at komme hurtigt tilbage på arbejde. For det har betydning for både borgere og kollegaer, at man er tilstede på sin arbejdsplads, siger Herle Klifoth, afdelingschef for Sundhed og Rehabilitering.
 
Fælles indsats virker på sygefraværet
Gladsaxe Kommune har generelt gjort en kæmpe indsats de senere for at få sygefraværet ned. Det er sket i tæt samarbejde mellem administrationen, forvaltningerne, ledere og ikke mindst MED-systemet. I Gladsaxe lægger man stor vægt på, at sygefravær i høj grad er et ledelsesansvar.
 
- Vi overvåger sygefraværet tæt og bakker vores leder op i arbejdet med at håndtere sygefravær. Og så har vi en rigtig god dialog med vores MED-system, så vi har et bredt og fælles grundlag for vores indsats. For selvom sygefravær i høj grad er et ledelsesansvar, så er det vigtigt, at vi er fælles om indsatsen, fortæller Tine Vedel Kruse, afdelingsleder i Strategi, Kommunikation og HR.

 

Borger