Mærk verdensmålene på egen krop i Carlshuses sommerhøjskole

Alle er velkomne, når værestedet Carlshuse afholder en to uger lang sommerskole, hvor årets tema er FNs verdensmål for en bæredygtig fremtid.


På sommerhøjskolen kan du blandt andet lære om mental sunhed på ture i skoven.

Langt væk fra lille Danmark i New York tog en masse vigtige folk i fine jakkesæt en stor beslutning i 2015. Sammen blev de enige om en aftale, der vedrører hele verden – også Gladsaxe.

De vigtige folk var verdens stats- og regeringsledere, som sammen tegnede en skitse for en planet, som alle på kloden skal hjælpe med at holde i live – også borgerne i værestedet Carlshuse.

Det kan lyde som en stor og indviklet plan. Det er det også. Og så alligevel ikke. For FNs i alt 17 verdensmål for en bæredygtig fremtid kan sagtens følges i hverdagen.

Hvordan du helt præcis gør det, kan du lære meget mere om i værestedet Carlshuse for psykisk sårbare, som indtil 21. juni afholder sommerhøjskole med verdensmålene som tema.

- Vi er enige med FN i, at ingen skal lades tilbage eller i stikken. Det er en fælles opgave at holde os alle sunde og glade og hjælpe med til at holde kloden ren og i live. Det er der ingen, der kan gøre alene. I fællesskabet øger vi også den enkeltes sundhed og livskvalitet. Det er det, vi gerne vil med sommerhøjskolen, fortæller arrangør Malene Grue Østergaard.

Det kan du lave
De 17 verdensmål fokuserer på alt fra madspild og CO2-udledning til uddannelse og ligestilling. Fire af dem har en særlig betydning for Carlshuse, og det er dem, sommerhøjskolen handler om.

Et af dem er verdensmål tre om sundhed og trivsel. Det indebærer også mental sundhed, som der er stor fokus på i Carlshuse. Og der er mange måder, du kan holde din mentale sundhed ved lige.

En af dem er yoga, som er et af kurserne på sommerskolen. En anden er oplevelser i naturen, som også er en del af sommerskolen program, der fylder alle hverdage ud fra 10 til 16.

De sidste tre mål er mål nummer 11, 12 og 13. De handler om bæredygtighed, ansvarligt forbrug og klima, som du blandt andet kan lære om igennem madkurser og sy-workshops.

Alle er velkomne til at deltage i sommerhøjskolen. Det er ganske gratis, så det eneste, du skal gøre, er at møde op på Carlshuse på Carl Blochs Alle 7, 2680 Søborg. Vil du høre mere om sommerhøjskolen, kan du kontakte arrangørerne Malene Grue Østergaard på telefon 30 12 29 50 eller Eva Zeuthen på telefon 40 12 99 59.

 

Gladsaxestrategien og FNs verdensmål for bæredygtig udvikling
Sommerhøjskolen er indpireret af Gladsaxe Kommunes arbejde med verdensmålene. Gladsaxe Kommune er den første kommune i Danmark, som har indarbejdet FNs verdensmål for bæredygtig udvikling i sin måde at arbejde på. Det sker gennem kommunes strategi, Gladsaxestrategien. Den kan du læse meget mere om på linket her.

Borger