Nu kan din socialt ansvarlige virksomhed få vækstkapital

Den Sociale Kapitalfond er klar til at sætte nogle af deres 218 millioner i spil i Gladsaxe-virksomheder


Managing partner i Den Sociale Kapitalfond, Lars Jannick Johansen, på Erhvervskonferencen 2018 i Gladsaxe

Med sit oplæg på Gladsaxe Erhvervskonference 2018 udpegede Lars Jannick Johansen de små og mellemstore ejerledede virksomheder som en ”overset gruppe” med et stort vækstpotentiale.

Den Sociale Kapitalfond Invest har fundet en niche i markedet, hvor de investerer i ejerledede virksomheder med det formål at folde et vækstpotentiale ud, der både har en økonomisk og social bundlinje.

De havde en klar invitation om partnerskaber med Gladsaxes virksomheder og samarbejder med Gladsaxes erhvervs- og vækstenhed.

 - Vi investerer i værdidrevne virksomheder ved at udnytte deres fulde potentiale for vækst og for at gøre en positiv forskel i samfundet – og lige nu har vi 218 millioner kroner i tanken, sagde Lars Jannick Johansen.

Social ansvarlighed
For at komme i betragtning til en investering skal virksomheden være drevet socialt ansvarligt. Det kan være gennem at skabe plads til medarbejderne, der er udsatte i en eller anden grad. Eller gennem et produkt eller en service, der gavner udsatte grupper eller skaber udvikling i et udsat område.

Hvad bidrager I med?
Den Sociale Kapitalfond Invest vil gå langt for at hjælpe ejerlederen med at skabe en større forretning, der gør en social forskel, og er mere veldrevet og skarpt profileret i markedet – og derfor er en endnu mere værdifuld virksomhed. Derfor tilbyder Den Sociale Kapitalfond følgende:

  • Vækstkapital og eventuelt ansvarlige lån – altid som minoritetsinvestor (10-49 %)
  • En fælles vækstplan
  • Målrettet sparring
  • Udvikling af virksomhedens sociale indsats
  • Aktivt brug af et stærkt netværk af kompetencer og kontakter – til gavn for virksomheden.

Hvem er målgruppen?
Den Sociale Kapitalfond Invest har følgende målgruppe:

  • Typisk virksomheder indenfor produktion, service og handel med en omsætning på mellem 30 og 150 millioner kroner
  • Maksimalt 250 ansatte
  • Vækstpotentiale og et ønske om at udvikle virksomheden til næste niveau, hvad enten det drejer sig om ejerskifte, forretningsudvikling eller noget helt tredje
  • Dygtige ejerledere med stærke værdier og en særlig social ansvarlighed
  • Et kapitalbehov på 5-20 millioner kroner.

Er du blevet nysgerrig? Ring til managing partner i Den Sociale Kapitalfond Invest, Lars Jannick Johansen på 29616892 (e-mail:ljj@socialkapitalfond.dk) eller grib fat i Gladsaxe Kommunes Erhvervskonsulent Tommy Engedal Kronborg på tomkro@gladsaxe.dk.

Borger