Nyt uderum indviet i Høje Gladsaxe

Borgmesteren indviede 8. juni det nye, midlertidige uderum i Høje Gladsaxe med opholdspladser, udekøkken og plads til liv.

Fredag 8. juni kulminerede mere end et års arbejde i indvielsen af et nyt uderum i Høje Gladsaxe med udekøkken, opholdsplads og planter. Der er blevet fremstillet papir af alt fra gulerodsskræller til afskårne blomster. Der er blevet skovlet jord og plantet krydderurter. Der er blevet snedkereret og malet på det nye udekøkken. Der er blevet grillet og lavet pizza. Den sidste måned har Høje Gladsaxe Torv emmet af liv og aktivitet, mens kunstnere og beboere har skabt det nye midlertidige uderum.  Alt imens der har været aktivitet på Torvet med alle de involverede.

”Det er en stor fornøjelse at stå her i dag og se et helt andet Torv end de sidste gange, jeg har været forbi. Jeg har også selv kunne følge forandringen. I forbindelse med et besøg på Grønnemose Skole var jeg på Torvet netop den dag, de første møbler og plantekasser blev leveret. Det er en fornøjelse at se, hvordan alle de forskellige elementer nu bidrager til et helt andet liv”, sagde borgmester Trine Græse ved indvielsen.

Udover beboerne har samarbejdet bestået af Grønnemose Skole, Fair Play – UNiG, Mungo Park Teater, beboerhuset Pulsen, Seniorklubberne, Haraldskirken, Nyttehaveforeningen og Gladsaxe Musik- og Billedskole samt de fire kunstnere Anders Benmoyal, Lisbeth Bank, Jesper Aabille og Peter Rørbæk.

Læs mere om projekterne i Høje Gladsaxe på Facebook.

Borger