Vækstmiljø lægger hus til Gladsaxe Erhvervskonference 2019

OfficePark Søborg lægger både kantine og spændende virksomheder til årets konference, hvor temaet er energi til udvikling

 

Gladsaxe Kommunes årlige erhvervskonference plejer at samle over 100 erhvervsledere, Byrådsmedlemmer og samarbejdspartnere omkring et relevant tema, der bidrager til virksomhedernes vækst og velfærd i Gladsaxe. I år holdes konferencen den 2. oktober, og temaet er Energi til udvikling.

- Vi ved fra vores dialog med de lokale virksomheder, at det kan være en stor udfordring at navigere i den komplekse verden, som vi er en del af. Der er et konstant pres på for at digitalisere, arbejde med bæredygtighed, vækste og meget andet – uanset virksomhedens størrelse og branche. Men hvor skal man starte i en travl hverdag? Hvad gør andre? Og hvor kan man få hjælp? Det vil vi gerne undersøge på Gladsaxe Erhvervskonference 2019, siger kommunens erhvervsudviklingschef, Freja Ludvigsen.

Virksomheder deler deres historier
Ideen til årets tema om energi til udvikling er opstået, fordi BOKA Group har sagt ja til at lægge hus til konferencen i kantinen i det nye vækstmiljø på Vandtårnsvej 62A. Gladsaxe har tradition for at holde erhvervskonferencen hos en lokal virksomhed eller institution og har tidligere været hos Audi, MOE, Gladsaxe Gymnasium og Alfa Laval Søborg.

OfficePark Søborg blev etableret i 2016 og huser i dag ca. 75 små og mellemstore virksomheder i mange forskellige brancher. Kontorhotellet ejes og drives af Henry Johansen og Millie Korsdal Johansen, far og datter, som tidligere ejede møbelkæden Biva.

- Vi er inspireret af de mange spændende virksomheder, der er i OfficePark Søborg. Vi låner derfor ikke bare kantinen. Vi arrangerer konferencen som et partnerskab i aktion, hvor vi henter energien til udvikling sammen med en række virksomheder i huset og samarbejdspartnere, der er klar til at dele deres tanker om digitalisering, vækst, ledelse, erhvervskvarteret og den lokale erhvervsservice med deltagerne, fortæller Freja Ludvigsen.

BOKA Group glæder sig til at invitere Gladsaxes virksomheder indenfor.

- Vi er meget glade for, at Gladsaxe Erhvervskonference i år afholdes i OfficePark Søborg. Gladsaxe Kommune er en proaktiv kommune, der tiltrækker mange erhvervsvirksomheder og er med til at skabe gode netværk og relationer blandt kommunens virksomheder. Vi er utrolig glade for at eje en god ejendom med mange spændende virksomheder, der bidrager til væksten i Gladsaxe Kommune, siger Millie Korsdal Johansen.

Vi skal eksperimentere mere
Årets key note speaker er også hentet i OfficePark Søborg.

Erik Korsvik Østergaard, en af stifterne af konsulentvirksomheden Bloch&Østergaard på 1. sal, er civilingeniør og en efterspurgt ledelsesrådgiver, foredragsholder og forfatter. Han er ekspert i ”The Future of Work” og kommer fra en række spændende stillinger i nogle af landets største virksomheder som Siemens, Novo Nordisk, NNIT og Ørsted. Han deler sine erfaringer med, hvordan organisationer kan navigere i den turbulente, komplekse verden, vi befinder os i – uden at blive overvældet.

- Jeg opdagede betydningen af at lede og udvikle organisationer på helt nye måder omkring årtusindskiftet. Den gamle ”rive”, som jeg kalder hierarkiet, er udfordret, og virksomheder er nødt til at arbejde på helt nye måder for at forblive relevante for markedet og medarbejdere. Vi skal øve os i at eksperimentere med flade organisationer, mindre teams, digitale løsninger og ægte samarbejde på tværs, fortæller Erik Korsvik Østergaard.

Han er forfatter til bogen The Responsive Leader og er på vej med en ny bog til november om fremtidens moderne organisationer.

Hvem vinder Gladsaxe Erhvervspris?
Gladsaxe Erhvervskonference 2019 afsluttes med at uddele Gladsaxe Erhvervspris til en lokal virksomhed, som i særlig grad har bidraget til Gladsaxes vækst og velfærd i året, der er gået. Prisen uddeles i samarbejde med Gladsaxe Erhvervsråd. Har du en idé til en virksomhed, som er kandidat til at vinde prisen, så hører vi gerne fra dig på erhverv@gladsaxe.dk.

Sidste år vandt chokoladeiværksætter Mark Hermann fra Søborg. Læs mere

Læs mere om Gladsaxe Erhvervskonference, se programmet og meld dig til på gladsaxe.dk/erhverv – det er gratis.

Borger