Sagsbehandlingstid

Når Psykiatri- og Handicapafdelingen modtager en ansøgning skal der foretages en udredning, der er tilpasset ansøgningen. Sager hvori der skal træffes en afgørelse, skal belyses tilstrækkeligt. Psykiatri- og Handicapafdelingen benytter Voksenudredningsmetoden til belysning af sager.

Udredningen bliver udarbejdet på baggrund af en personlig kontakt med borgeren og eventuelle andre. Det kan afhængig af ansøgningen være nødvendigt at indhente yderligere information fra fx læge, hospital eller andre afdelinger/forvaltninger. Udredningen vil være færdiggjort fem arbejdsdage efter mødet er afholdt, medmindre der skal indhentes yderligere oplysninger.

Når udredningen er foretaget vurderer sagsbehandleren om der er oplysninger som borgeren ikke er bekendt med og som er til ugunst for sagen. Såfremt der er sådanne oplysninger sendes udredningen i partshøring hos borgeren. Borgeren får ved partshøring 10 dage til at kommentere på udredningen.

Når udredningen er færdig og eventuelt partshørt vil der gå op til 14 dage før der træffes afgørelse. Afgørelser i sager vedrørende aflastning, socialpædagogisk støtte, Borgerstyret Personlig Assistance, kontaktperson for døvblinde, midlertidigt botilbud og længerevarende botilbud skal altid forelægges visitationsudvalget. Visitationsudvalget afholder møde mandage i ulige uger.

Borgeren kan modtage en mundtlig afgørelse umiddelbart efter visitationsudvalget. En skriftlig afgørelse vil blive afsendt senest to hverdage efter visitationsmødet.

Afgørelser der ikke skal behandles på visitationsudvalgsmøde vil blive truffet af sagsbehandleren senest fem hverdage efter udredningen er færdiggjort og eventuelt partshørt.

Sagsbehandlingstider