Kvalitet i Medicinhåndtering - understøttet af DoseCan, som påminder om medicin

Kvalitet i Medicinhåndtering er et projekt, hvor DoseCan tænkes ind som et redskab. DoseCan er en elektronisk medicinbeholder med display, som hjælper dig med at huske din medicin.

Hjælp til at huske din ordinerede medicin rettidigt

Den elektroniske medicinbeholder husker dig på, at du skal tage din medicin, så du får den rettidigt. Den støtter dig, så du bliver mere selvhjulpen og påmindelsesfunktionen kan give dig og dine pårørende større tryghed.

Hvordan virker DoseCan

DoseCan udløser en alarm, når det er tid til, at du tager din medicin. Samtidig kan den sende en påmindelse ud om sideordinerede præparater som for eksempel øjendråber og lignende, hvis det er nødvendigt. Ved hjælp af den tilhørende DoseCan app får du og plejepersonalet overblik over dit medicinindtag. Herved understøtter DoseCan kvalitet i medicinhåndteringen.

Låget på DoseCan kan også tages af og medbringes i en taske, som en påmindelsesfunktion, når du er ude. DoseCan kan indeholde op til 16 pilleæsker eller 14 dages medicin indpakket i ruller.

Hvem henvender teknologien sig til

DoseCan er til dig, der har svært ved at huske at tage din medicin, og som modtager hjemmepleje. Modtager du hjemmepleje og vil du gerne afprøve DoseCan, kan du kontakte dit hjemmeplejedistrikt.

Resultat og status på projektet

I 2018 fortsatte udbredningen af DoseCan til borgere, som modtager hjælp til medicinhåndtering. Et mindre antal medicinbokse blev også afprøvet på henholdsvis Kellersvej 6 og på Cathrinegården. Botilbuddenes afprøvning viste, at der er behov for integration af DoseCan-platformen og omsorgssystemet Nexus, før at medicinboksene kan bruges som et medarbejderredskab.

I 2019 sker der en genimplementering af DoseCan i sammenhæng med projektet "Kvalitet i Medicinhåndtering". DoseCan bliver tænkt ind som redskab til at understøtte korrekt medicinhåndtering. Genimplementeringen forankres på Center Kildegården, og der vil bl.a. være fokus på at undersøge målgruppen nærmere og tilbyde DoseCan til dem, som vurderes at kunne få gavn af DoseCan.

Her kan du se mere om DoseCan i praksis

https://youtu.be/LLnWx5forsI

Leverandør

Dosesystem

Motion og sundhed