Danmarks første Verdensmålshus blev indviet 18. januar – over 100 mødte op til åbningsfesten

Med strålende solskinsvejr, netværk og bæredygtighed helt ned på snack-niveau åbnede borgmester Trine Græse Danmarks første Verdensmålshus på Fremtidsvej.

Det var en smuk januar-sol, der skinnede, da Gladsaxes borgmester, Trine Græse, indviede Danmarks første Verdensmålshus.

Over 100 mennesker var mødt op til den store åbning fredag 18. januar på Fremtidsvej, hvor Trine Græse startede festen med at tale til de mange fremmødte.

I talen fortalte hun, at den tidligere politistation skal omdannes til et nyt sundhedshus. Men mens vi venter, har Byrådet besluttet at bruge bygningen til midlertidige aktiviteter.

I Verdensmålshuset kan kommunale medarbejdere, ledige, kreative og iværksættere mødes under samme tag. Borgmesteren udtrykte store forhåbninger til det nye sted, hvor der er plads til at eksperimentere med at gøre verdensmålene konkrete.

- Det er med stor glæde, at jeg nu vil indvie Gladsaxes nye fyrtårn for bæredygtighed. For fremtiden vil alle, der kommer forbi Fremtidsvej se, at vi i Gladsaxe går forrest med at tage lokalt ansvar for de globale udfordringer. Om aftenen, vil det endda stå lysende klart, sagde borgmesteren.

Trine Græse sluttede talen med at tænde lyset på fjerde sal, hvor 84 vinduer folieret med verdensmålene er med til at sætte et farverigt præg på bybilledet. Det blev gjort med et smil, for det fine solskinsvejr gjorde, at gæsterne først rigtig fik mulighed for at opleve de farvede lys, da mørket senere faldt på.

Ledige får unik mulighed for at netværke
Efter borgmesterens åbningstale blev dørene slået op, og de mange fremmødte kunne udforske huset og dets forskellige funktioner. Arkitekterne fortalte interesserede borgere om den bæredygtige indretning af huset, og kommunale medarbejdere, borgere, iværksættere og ledige mødte hinanden på kryds og tværs.

En række ledige, der allerede har deres gang i huset, var mødt op til åbningsfesten for at benytte muligheden for at netværke. En af dem var 29-årige David Richterhausen Andreasen, der er uddannet olie- og gasingeniør:

- Huset er et rigtig fint tiltag, og jeg synes, det lægger op til nogle interessante muligheder, hvor virksomhederne kan få lejlighed til at sparre med hinanden, og man som ledig kan netværke og måske få en dialog i gang, som kan ende med et job, sagde han om det første umiddelbare indtryk af det nye miljø på Fremtidsvej.

Et miljø, der inspirerer
Også iværksættermiljøet inspirerer til spændende snakke, og en af de engagerede ildsjæle indenfor bæredygtighed er 41-årige Vivi Mindedal. Vivi har sagt sit job i Københavns Kommune op for at finde et job med fokus på cirkulær økonomi. Hun er glad for, at man i Gladsaxe har tænkt FN’s verdensmål ind i strategien for byens udvikling.

- Det kan være diffust at lave en grøn omstilling, men med verdensmålene er det på en måde blevet mere håndgribeligt – og med Verdensmålshuset viser kommunen, at de arbejder aktivt med strategien. Det, synes jeg helt klart, er en positiv udvikling, sagde hun.

Vivi Mindedal har en ambition om at arbejde med bæredygtighed, klima og procesforbedringer på området – et arbejde, hun sagtens kunne se sig selv udvikle i miljøet på Fremtidsvej:

- Jeg vil meget gerne være en del af et iværksættermiljø med nogle, der tænker bæredygtighed ind, ligesom jeg gør. Jeg synes også, der er nogle fede detaljer her i huset, som minder en om at tænke verdensmålene ind i arbejdet, f.eks. verdensmålsikonerne på lamperne, sagde hun og fortsatte:

- Jeg vil gerne have et fast job med fokus på bæredygtighed, men på sigt kunne jeg sagtens se mig selv starte op her. Der er helt klart nogle gode rammer for at netværke, vidensdele og udvikle et fedt miljø, sagde Vivi Mindedal, som understregede, at hun håber, at stedet, når den midlertidige funktion er afsluttet, kan inspirere til noget større.

Mørket afslørede fyrtårnets lysende farver
Fredagens åbning var forløsningen på flere måneders arbejde for en række medarbejdere i Gladsaxe Kommune, og for dem var det godt at se, at de besøgende kunne lide miljøet:

- Vi har lagt rigtig meget arbejde og hjerte i Verdensmålshuset, så det var utrolig dejligt at se så mange mennesker, der var interesserede i projektet og den bæredygtige udvikling, som miljøet skal arbejde for. Vi håber selvfølgelig, at mange af de besøgende har lyst til at engagere sig i miljøet, som netop skal drives af brugerne, sagde Freja Ludvigsen, erhvervsudviklingschef i Gladsaxe Kommune.

De mange fremmødte borgere var nysgerrige og spurgte ind til stedet, og snakken gik lystigt, indtil dagen pludselig var ovre. Da mørket havde lagt sig over Gladsaxe, og de mange gæster strømmede ud af huset igen, kunne de endelig nyde synet af de oplyste farverige verdensmål i vinduerne på fjerde sal, der de næste tre år vil stå tydeligt som Gladsaxes fyrtårn for bæredygtighed.

 

Erhverv