Søborg Gazelle ekspert i renovering af ældre ejendomme

På Telefonvej i Søborg sidder administrerende direktør Steffen Dam og arbejder med et nyt tilbud på en renoveringsopgave af en gammel bygning. ”Vi søger primært mod opgaver, der går ud på at bevare og renovere gamle bygninger. Det er det, vi brænder for, og det er ægte bæredygtighed”, siger han. Steffen er medejer og adm. direktør af Søborg-gazellen Pre/nor A/S. Pre/nor er en familievirksomhed, som er gået i arv via et succesfuldt generationsskifte i 2011. Vi har besøgt virksomheden til en snak om traditioner og håndværk, nu og i fremtiden.

Pre/nor er en murer- og entreprenørvirksomhed, som har specialiseret sig i bygningsbevaring, istandsættelse og renovering af gamle samt fredede og bevaringsværdige bygninger. Meget ofte samarbejder Pre/nor med professionelle bygherrer, kommuner, styrelser, arkitekter og ingeniører samt de gamle håndværk inden for stukkatører og stenhuggere mv. Det stiller store krav til medarbejderne, der både skal være fagligt dygtige og skal brænde for at arbejde med gamle bygninger. Firmaets medarbejdere, byggeledere og ikke mindst firmaets murere skal have lyst til at arbejde både med restaurering og mange andre forskellige typer af byggerier og renoveringer.

”Siden 1946 har vi drevet murer- og entreprenørvirksomhed, hvor vi arbejder med facaderestaurering, facaderenovering, tagrenovering, tagistandsættelse samt ombygninger, istandsættelse og vedligeholdelse af eksisterende bygninger”, siger Steffen Dam og fortsætter... ”Vi har særlig ekspertise inden for bygningsbevaring samt renovering af fredede og bevaringsværdige ejendomme. Indtil 2011 var det min far Bjarne Dam, der ejede og ledede virksomheden. Min far har i over 30 år været selvstændig murermester og entreprenør, og da både jeg og min bror Carsten, som er murermester, ingeniør og kloakmester var ledige på samme tidspunkt i 2011, tænkte vi, at nu var muligheden der, for at vi kunne gå sammen og overtage efter vores far, som gerne ville gå på pension, så købte vi firmaet. I dag er det derfor Carsten og jeg, der ejer og leder virksomheden” fortæller Steffen og fortsætter…

”Vi er en murer- og entreprenørvirksomhed, der har meget stor håndværksmæssig ekspertise i bygningsrenovering, og vi besidder en håndværksmæssig kunnen, der bygger på en kombination af den nyeste viden og forskning samt erfaring om de gamle solide byggetraditioner. Vores håndværkere er i stand til at benytte sig af de gamle byggetekniker og materialer, der udmærker sig ved meget længere holdbarhed og en smukkere finish og ælde end de nye materialer, der er på markedet i dag”.

”Når vi er færdige med en renovering eller istandsættelse af et hus eller en ejendom, så kan huset oftest stå 100 år mere. Det er bæredygtighed”, fortæller Steffen og talen falder herefter på, hvornår en virksomhed er bæredygtig.

Bæredygtigt byggeri
”Moderne husbyggeri sigter mod et lavt energiforbrug, hvor huset er højisoleret, har solceller, og regnvand genanvendes mv. Det er selvfølgelig meget positivt og i den rigtige retning at gå”, mener Steffen Dam – men understreger samtidig, at der er skjulte omkostninger ved denne form for byggeri. ”Håndværkere i dag arbejder med at sætte store betonelementer, stål, gips, maling, ventilation og glas sammen, alt sammen færdige elementer, som ankommer med lastbil, der forurener hele vejen fra fabrikken, og fabrikkerne forbruger meget energi og belaster miljøet på sådan en måde, at det rent faktisk tager uoverskueligt mange år, før miljøregnskabet går i 0,selv om bygningerne har et lavt energiforbrug og er malet med svanemærket maling. Og så længe er de fleste nyere bygninger i dag ikke bygget til at holde. Selv om produktionen af vor tids materialer arbejder på kunne levere elementer, der f.eks. om 30 år er mere genanvendelige end tidligere ved nedrivning eller renovering, er det ikke rigtigt bæredygtigt”, siger Steffen.

Gazelle i 2017 - igen
Pre/nor blev gazelle-virksomhed i 2016 og igen i 2017, muligvis fordi de er tro mod deres virksomheds kultur og værdier inden for arbejdet med renovering og istandsættelse af ældre bygninger. Pre/nor leder efter de opgaver, hvor de kan sætte deres palette af faglighed i spil. ”Vi elsker de gamle håndværk, og vi elsker at renovere gamle samt historiske bygninger. Det er både bæredygtigt og sjovt at arbejde med de ældre bygninger, og så giver det stor værdi både for mennesker, miljø og økonomi, der hvor bygningerne ligger”, slutter Steffen.

Samarbejde med kommunen
Pre/nor deltog i Gladsaxe Kommunes årlige gazellekåring i januar hos revisionsfirmaet Beierholm. Det syntes Steffen Dam var et godt initiativ, der viser, at kommunen er opsøgende og interesseret i virksomhederne. ”Vi har også haft besøg af Karen (Brosbøl Wulf) fra Gladsaxe Erhvervsby, så vi føler, at vi er i god dialog med kommunen”, fortsætter han og understreger i samme åndedrag, at de faktisk leder efter større lokaler, hvor de også kan opbevare maskinel. I dag er deres maskiner på en plads et andet sted end deres kontoradresse på Telefonvej. Så hvis nogen kender til mulige lokaler for en virksomhed som Pre/nor, er de meget velkommen til at kontakte Steffen Dam via www.prenor.dk



 

 

Erhverv