Elever fra Stengård Skoles 6. og 7. klasser præsenterede deres bud på fremtidens læringsmiljøer for forældre og venner.
Gangen ved Stengård Skoles 6. og 7. klasser var tæt pakket med elever, forældre skolens medarbejdere og borde med chips og saft, da de to årgange holdt fernisering efter flere måneders intenst arbejde med at udvikle nye læringsmiljøer. I et tæt samarbejde med arkitektfirmaet Arki-lab har elever og medarbejdere udviklet ideer og omsat deres drømme-læringsmiljøer i ord og tegninger, så både læring, trivsel og miljø blev tilgodeset.
Stengård Skole ønsker at udvikle nye læringsmiljøer, der giver eleverne bedre plads til kreativ læring og udvikling. Samtidig har skolen haft fokus på at indarbejde FN’s Verdensmål i projektet, blandt andet målene om Kvalitetsuddannelse og Bæredygtig energi.
Det, der gør forløbet på Stengård Skole til noget særligt, er, at børnenes stemme har været i centrum. Med andre ord er elevernes ideer, ønsker og behov grundlaget for det videre arbejde med indretningen af skolens læringsmiljøer.
Siden sommerferien har eleverne i en række workshops tegnet, hvordan deres klasselokaler, gangareal og udeområder kunne ombygges og indrettes, så de i højere grad end nu lever op til fremtidens læringsmiljøer og arbejdet med fremtidens kompetencer. Arkitekterne fra Arki_lab har efterfølgende tegnet elevernes drømme og ideer om til skitser, der illustrerer, hvordan det ville kunne se ud.
Børnenes ideer gik blandt andet på muligheden for at trække sig lidt væk, for eksempel på en hems, hvor man kan sidde eller ligge blødt og fordybe sig alene eller i mindre grupper. Der var også ønske om nem adgang til forskellige bevægelsesaktiviteter, når man trænger til en hjernepause, og inddragelse af udearealerne som en del af læringsmiljøerne var også i høj kurs.
Nu skal der arbejdes videre med ideerne og lægges en plan, så de nye læringsmiljøer både imødekommer børnenes ønsker og holder projektet inden for den økonomiske ramme.
Tre elever fortæller om deres oplevelser og erfaringer med forløbet