Retningslinjer for spørgetid i Gladsaxe Byråd

  1. Forud for første punkt på dagsordenen til hvert ordinært offentligt byrådsmøde afsættes spørgetid på maksimalt 30 minutter.
     
  2. Alle med tilknytning til Gladsaxe Kommune kan stille spørgsmål enten skriftligt eller mundtligt til Byrådet eller et af medlemmerne. 
    Rettes spørgsmålet til Byrådet, afgør borgmesteren, hvem der skal besvare spørgsmålet. 
    Udover den, der besvarer det stillede spørgsmål, kan også andre medlemmer af Byrådet få ordet for korrigerende eller supplerende udtalelser.
     
  3. Skriftlige spørgsmål skal være Byrådet i hænde senest kl. 12 ni dage før det offentlige byrådsmøde, hvor de ønskes besvaret.
     
  4. Mundtlige spørgsmål skal være korte, og skal normalt kunne fremsættes på et minut og besvares på to minutter. Herudover kan der gives tid til en kort replik og duplik.
    Spørgerne skal inden mødets begyndelse indskrive sig på en fremlagt liste.
     
  5. Spørgsmålene skal have relation til kommunale forhold og bør være af almen interesse for kommunens borgere.

    Ansatte i Gladsaxe Kommunes tjeneste kan ikke stille spørgsmål om løn- og arbejdsvilkår på kommunens arbejdspladser. (Sådanne spørgsmål må rejses efter gældende regler herom).

    Spørgsmål, der har relation til sager, som er optaget på dagsordenen, henvises til besvarelse i forbindelse med behandlingen af den pågældende sag. Der gives i sådanne tilfælde ikke mulighed for replik og duplik.
    Spørgsmål, der kan besvares af den kommunale administration, henvises hertil. Spørgsmål, der ikke umiddelbart kan besvares, henvises til besvarelse på næste byrådsmøde.
    Spørgsmål, der indeholder sigtelser, afvises. Det samme gælder angreb på borgere eller fraværende byrådsmedlemmer.
     
  6. Spørgetiden ledes af borgmesteren, som også afgør tvivlsspørgsmål om forretningsordenen. Er et byrådsmedlem utilfreds med borgmesterens afgørelse, kan medlemmet efter mødet forlange, at spørgsmålet tages op til afgørelse på det næste byrådsmøde, men må indtil da følge borgmesterens fortolkning.
     

Byråd og udvalg