Annas fortælling

Anna var elev i Jobcentret, Borgerservice og på Buddinge Skole

Jeg var elev i Gladsaxe Kommune fra 2014-2016.
Jeg startede min elevtid på Jobcenteret, hvor jeg var rundt i tre forskellige afdelinger.
Jeg startede ved det der hedder Indkalderteamet, men som nu hedder Administrationsteamet.
Her indkaldte jeg borgere til samtaler med deres sagsbehandler, og til informationsmøder.
I Indkalderteamet sad der 6 medarbejdere med hver deres arbejdsområde, og jeg var rundt ved hver af dem og se hvad deres arbejde gik ud på, og fra nogle fik jeg ind imellem opgaver, som jeg kunne løse.
Jeg var også inde hos Formidlingsenheden, hvor jeg sendte anmodninger ud til virksomheder og arbejdsgivere, med en borger der passede på deres løntilskud/praktik stilling. Derefter sørgede jeg for at borgeren blev indkaldt til jobsamtale, og at papirerne var i orden. Det var sjovt at prøve at stå for et helt forløb, og have en mappe med mine egne sager, som jeg skulle holde styr på, og få rykket for svar, ordne papirer osv.

I modtagelsen lavede jeg aktindsigter, tog imod borgere, telefonbetjening og lavede kontanthjælpsansøgninger. Her kunne jeg rigtig godt lide at være, da der fra 9-14 kunne komme borgere ind ad døren, og to dage var derfor aldrig ens. Der var afveksling i hverdagen, og da dørene lukkede kl. 14 kunne jeg sætte mig til at lave de faste opgaver.

Det næste halve år, var jeg i Borgerservice ved Folkeregisteret, det var spændende at opdage, hvor stort et område Borgerservice er og, hvor mange opgaver der ligger hos Folkeregisteret. De har et hav af opgaver og skal vide en del inden for mange forskellige områder. Jeg fik faste opgaver såsom sms pas, velkomstbreve, kørekortansøgninger og pasekspedition. Jeg ville rigtig gerne lære mere i folkeregisteret, men det blev begrænset af, at det halve år blev afbrudt af en skoleperiode og sommerferie.
Jeg så med på forskellige andre opgaver, og fik lov at stå for regnskabet den sidste tid, dette var noget jeg selv ønskede. De var meget opmærksomme på, om der var områder jeg ville lære mere om osv.
Derudover var jeg også en dag om ugen inde i omstillingen, hvor man tager imod alle opkald til Rådhuset, og man skulle sørge for at sende opkaldende videre til den rette afdeling. Det kan til tider være vanskeligt, helt at forstå hvorfor det er folk ringer, men man må gøre sit bedste, og jeg kunne godt lide den borgerkontakt man fik både der, og når man betjente ude i Borgerservice.

Mit sidste år som elev, var jeg på Buddinge Skole, som skolesekretær. Dette ønskede jeg, fordi det er et job jeg kan se mig selv i fremtiden, og derfor kunne det være mega fedt, at få lov at prøve, at opleve det som elev, så jeg får større indblik i jobbet. Som skolesekretær har man rigtig mange opgaver, og det er som om folk forventer at man ved alt, det gør man selvfølgelig ikke. Men det er sjovt med afvekslende opgaver, man bliver afbrudt af både kollegaer og børn der har brug for hjælp, og man skal derfor kunne omstille sig hurtigt, og der er ikke altid ro til at fordybe sig i en opgave, så det skal man kunne tackle.
De mange forskellige opgaver, indebærer b.la. Indskrive nye elever, praktiske opgaver når der er eksamen, lave udlæg til personale, økonomi der har med kantine pengene at gøre, telefonpasning, mail, administration af elever/personale/forældre koder til forældreintra, opslag på personale/forældreintra og en masse andre opgaver, som varierer i løbet af skoleåret.
Derudover var det super skønt, at man hurtigt fik et godt forhold til børnene og lærerne, og det var rigtig rart at opleve den dynamik der er på en skole.

Eleverne fortæller