Lindas historie

Fra kontorelev til teamleder i Borgerservice

Jeg startede som elev i Gladsaxe Kommune helt tilbage i forrige århundrede, nærmere i 1986.!!

Jeg kan indimellem tage mig selv i at tænke – næsten 30 år – det kan da ikke passe.

Men det kan det ;-) og det føles heldigvis helt anderledes.

Mit første elev år var på seniorcentret Møllegårdens administrationskontor, dernæst var jeg på personalekontoret for så, at slutte af på ligningskontoret.

Efter endt elevtid, blev jeg ansat som assistent på ligningskontoret. Det var et herligt sted, med en god blanding af unge og ældre kollegaer. Omgangstonen var ganske rar og stedet emmede af tung lovgivning som skulle læres, fortolkes og formidles til borgerne. I de år lærte jeg i sagens natur rigtig meget om skat. Viden som jeg forsat bruger i min dagligdag, både privat og i min nuværende ansættelse.

I midt 90’erne dukkede ”Borgerservice” pludselig op. Ikke at vi tidligere ikke ydede borgerservice, men nu var det altså et sted borgerne kunne gå hen og få hjælp til en række områder – nærmest på en gang.

En helt ny afdeling skulle indrettes og der var stor fokus på både faglighed og muligheden for at få løst flere henvendelser ”ved samme skrivebord”. De gode gamle skranker var væk og borgerne var velkommen – vi kunne jo hjælpe med det meste.

Det var nyt og anderledes og jeg er glad for at jeg fik muligheden for at være med til at præge denne nye Borgerservice. Her kunne jeg bruge min viden om skat, og her fik jeg også indgående kendskab til en række områder som f.eks. boligstøtte, folkeregister, sygesikring og meget andet.

Siden hen er mange opgaver kommet til og andre opgaver har forladt Borgerservice. Jeg har dermed hele tiden været udfordret på ny læring.

Pas & kørekort, vielser og valg er nu også en del af Borgerservice. Jeg er nu bl.a. vielsesfoged, så flere gange om ugen har jeg den fornøjelse at vie borgerne.

Jeg er stadig i Borgerservice og arbejder som teamleder. Jeg nyder blandingen af ledelse, kontakten med borgerne og ikke mindst at være med til at sætte dagsorden på, hvordan kommunes Borgerservice skal se ud i fremtiden.

Linda Lasota.

Fra kontorelev til leder