Gladsaxe har et veludbygget net af trafikstier og rekreative stier. Trafikstier understøtter den trygge og hurtige transport i hverdagen. Trafikstier skal gøre det attraktivt at vælge cyklen som transportmiddel i hverdagen – også i kombination med andre transportmidler.
Det regionale system af rekreative stier er stier i eget tracé, som forbinder byområder med friluftslandskabet, og som gør det til en rekreativ oplevelse at komme til de omgivende friluftslandskaber.
Vi anlægger løbende nye cykelstier og forbedrer eksisterende for at gøre forholdene så gode som muligt samtidig med, at vi sikrer tryghed og indgår i det regionale Supercykelstisamarbejde.
Der gælder følgende retningslinjer:
- Cykelstinettet udbygges i første omgang med cykelstier langs Grønnemose Allé, ”Møbelstien” og supercykelsti langs Ring 3 i forbindelse med etablering af letbanen, og på sigt ’Buddingeruten’ og ’Bagsværdruten’.
- Ved udbygning af stinettet skal sammenhængen til de nationale og regionale cykelruter og rekreative stier opretholdes og styrkes. Det kan ske ved etablering og synliggørelse af smutveje m.v. som kan forbedre opkoblingen af bolig- og erhvervsområderne til stinettet.
- Det regionale rekreative stinet skal, hvis muligt, have sikrede skæringer over eller under veje, baner og vandløb, så oplevelsesværdi, sikkerhed og sammenhæng tilgodeses.