Hvert år inviteres børnene i Gladsaxe Kommunes dagtilbud til at komme med deres bud til den tegning, der skal pryde næste års udgave af kommunens julekort. Borgmesteren tager imod de mange små kunstværker, som børnene har lagt deres tid og kreative kræfter i, og der er altid mange gode forslag imellem.
Vinderbillede for 2024
Hakeem Kareem Klarskov på 4 år fra Børnehuset Poplen i Bagsværd, har vundet Gladsaxe Kommunes konkurrence om at tegne julekortet 2024.
Hakeem fortæller om sin tegning: ’Jeg vil tegne en engel til borgmesteren, fordi at engle passer på børn og det er sejt at engle kan flyve.’
Da ikke alle børn i vores gruppe holder jul, fandt vi en fællesnævner i engle. Vi fandt ud af, at lige meget hvor i verden man kommer fra, findes der engle og budskabet er det samme. Engle kommer med det gode, lyset og varmen. Engle passer på os allesammen. Alle børn i hele verden har en engel. Alle børn i gruppen har været hjemme og snakke om engle med deres forældre, og vi har i fællesskab fundet ud af, hvordan man siger engel på alle de sprog, der er repræsenteret i blå gruppe.
Se vinderkandidaterne her
Dommerkomité vælger vinderen
Når borgmesteren har modtaget bunken med børnenes forslag, udvælger en dommerkomité den tegning, som bliver næste års officielle julekort fra Gladsaxe Kommune. Børnene fra det børnehus, der har leveret vinderforslaget, bliver inviteret til en reception på rådhuset.
Præmie til børnehuset
Der er naturligvis en lille præmie til den dreng eller pige, der har leveret det kort, som dommerkomitéen udvælger. Børnehuset får også en flot præmie i form af et træ, som kan plantes på børnehusets legeplads. Alle årets flotte forslag til julekort bliver udstillet i Rådhushallen i januar måned, hvor interesserede kan komme forbi og nyde bidragene fra Gladsaxes spirende kunstnere.
Tidligere års julekort
Her kan du se de tidligere års vindere af konkurrencen om at tegne Gladsaxe Kommunes julekort: