Kommuneplanen er en overordnet plan for byens fysiske udvikling. Kommuneplanen består af visioner og politiske mål samt retningslinjer og rammer for byens udvikling de næste 12 år. Kommuneplanen beskriver, hvordan vi vil arbejde med de udfordringer, som vi står overfor, hvad vi vil opnå, og hvor der kan ske en udvikling.
Kommuneplanen er bindeleddet mellem statens landsplanlægning og lokalplanlægning i kommunen. Kommuneplanen fastsætter detaljerede bestemmelser i form af kommuneplanrammer, der er udgangspunkt for udviklingen i de enkelte områder i kommunen. Kommuneplanen er alene retningsvisende for kommunens egne planer og sagsbehandling, dvs. at den er ikke direkte gældende overfor borgerne. Det er kommunens ansvar at sørge for, at kommuneplanen overholdes, når der laves lokalplaner, og når borgernes sager behandles. Lokalplaner er derimod direkte gældende for borgerne.
Kommuneplan 2021 er bygget op med et overordnet afsnit – Den bæredygtige by, som er den overordnede vision for Gladsaxes udvikling, baseret på Gladsaxestrategien 2018-2022, der også er kommunens planstrategi. Afsnittet indeholder målene for Kommuneplan 2021.
Kommuneplanen er bygget op om 5 temaer:
Ifølge planloven skal en kommuneplan indeholde en hovedstruktur, retningslinjer og rammebestemmelser. Derudover skal der redegøres for, hvordan kommuneplanen forholder sig til den overordnede planlægning, som indebærer både planlægning på landsplanniveau samt regional planlægning.
I Kommuneplan 2021 er hovedstrukturen beskrevet under de 5 temaer, mens retningslinjer og rammer er fastsat i de underliggende afsnit. Rammerne, som er gældende for et specifikt geografisk område eller en konkret ejendom, søges frem i en kortsøgning.
God fornøjelse med Kommuneplan 2021. Du kan se den samlet pdf af planen her.
Har du spørgsmål til Kommuneplanen eller planlægning generelt, så kontakt Byplan og Landskab på – [email protected]