- Kom til Åbent Hus og byd ind med dine ideer
Foto fra åbning af Ilbjerg Have ved Mørkhøj Bibliotek.
Mørkhøj får et nyt midlertidigt mødested, som giver endnu bedre vilkår for fællesskaberne i Mørkhøj. Den 10. og 14. april er der Åbent Hus, hvor interesserede borgere kan se lokalerne og byde ind med ideer til aktiviteter.
Det nye sted hedder Huset og rummer kontorpladser, mødelokaler samt tomme lokaler, hvor borgerne kan møde de lokale medarbejdere og byde ind med åbne aktiviteter. Der er desuden plads til et værksted, hvor der fx kunne være cykelværksted, drejebænk eller lignende. Endelig er der et køkken, hvor borgerne kan samles om at lave mad og drikke kaffe sammen.
Tanken er, at borgerne fylder huset med liv og aktiviteter for alle på tværs af bydelen og alle ideer er velkomne.
Huset ligger på Rybjerg Allé 62, ved siden af Ungecaféen i Mørkhøj. Muligheden er opstået, fordi skoleklubben er flyttet ind på Mørkhøj Skole og derfor står lokalerne nu tomme.
- Huset er et sted, hvor borgerne kan mødes på kryds og tværs af generationer og interesser. Vi håber, at Huset kan være med til at skabe rammen for nye måder at være sammen på, så vi styrker og skaber endnu flere fællesskaber i Mørkhøj, mens vi venter på at Mørkhøj Park står klar, siger Christian Grauslund, der er teamkoordinator for social balance i Mørkhøj.
Huset er midlertidigt fælleshus frem til at de nye faciliteter på Mørkhøj Park står klar, forhåbentlig i slutningen af 2025.
Det er Ungecaféen, Mørkhøj Bibliotek og kommunens indsats for social balance, der sammen med de almene boligorganisationer i bydelen står bag projektet. Initiativet udspringer af, at borgerne i Opgaveudvalget Vores Mørkhøj anbefalede at skabe et mødested i Mørkhøj.
Huset er foreløbig åbent hver mandag kl. 14-16 (dog ikke helligdage), hvor alle er velkomne til at komme ned og snakke med medarbejderne. Medarbejderne i Huset kan også kontaktes på [email protected].
Invitation: Kom til Åbent Hus i Huset
Der er åbent hus i de nye lokaler onsdag 10. april kl. 17-19 og søndag 14. april kl. 13-15. Her er alle borgere velkomne til at komme ned og se lokalerne og byde ind med forslag til, hvad der skal ske i Huset og hvilke aktiviteter, de har lyst til at stå for.