Fællesspisning, sport, musik og skak. Det er bare nogle af de aktiviteter, unge kan deltage i Gladsaxes nye ungecafé, Centralen, der i dag blev indviet.
De unge i Gladsaxe kan nu mødes i Centralen på Telefonvej 8 og spille musik og skak, dyrke sport eller have hyggeligt samvær til fællesspisning.
Borgmester Trine Græse var ved indvielsen begejstret for den nye ungecafé på Telefonvej:
- Med Centralen har vi skabt nogle fantastiske rammer, hvor unge i Gladsaxe har mulighed for en aktiv og sund hverdag sammen med andre unge. Her kan de mødes og udvikle sig sammen – uanset om de er til musik, sport eller til mere stillesiddende sysler som skak eller andet hyggeligt samvær.
Borgmester Trine Græse holder tale til åbningen af den nye ungecafé Centralen.
Seismografisk pædagogik
- Det er de unges cafe, og de unge skal selv være med til at bestemme, hvad de skal lave her i Centralen, siger souschef for UNiG (Ung i Gladsaxe) Henning Neerskov.
Den pædagogiske tilgang i den nye ungecafé, kaldes seismografisk pædagogik. Ligesom seismografen hører rystelser fra fx jordskælv, skal pædagogerne opfange de rystelser, de hører blandt de unge.
- Det kan for eksempel være, at de unge taler meget om vinterbadning. Så skal vi pædagoger opfange det og finde ud af, om det er noget, der kan følges op på. Hvis de unge gerne vil noget, skal vi sige ja, siger Henning Neerskov.
De unge skal også selv være med til at indrette stedet, og spisebord og spisebordsstole, der skal danne rammerne for den ugentlige fællesspisning, er lavet af unge fra Forberedende Grunduddannelse FGU.
I Centralen kan de unge hygge sig med forskellige spil på den store playstation væg med fire skærme og otte sæder. Sæderne er gamle biografsæder.
Et vindue til foreningslivet
Den nye ungecafé har en central placering med nogle helt særlige naboer.
- Vi har Kulturhuset Telefonfabrikken med et rigt foreningsliv, teatergruppen Gawenda, spillestedet Richter og Musik- og Billedskolen, som naboer. Det er en stor fordel, at Centralen ligger et sted, hvor der kommer mange unge i forvejen. Vi bliver på den måde et vindue til foreningslivet her i Gladsaxe og kan understøtte, at der skabes nye fællesskaber, siger Henning Neerskov.
Centralen er for alle
Da Gladsaxe Kommune planlagde ungecaféerne, var det vigtigt, at alle unge skulle have en café i nærheden af, hvor de bor, så alle unge har nem adgang til UNiG´s tilbud.
- Centralen er tænk som tilbud til de unge fra Gladsaxe Skole, Buddinge Skole og Vadgård Skolen, men alle er velkomne i Centralen. Det er nemlig også hensigten, at Centralen skal skabe et fællesskab for de unge på tværs af hele kommunen, siger Henning Neerskov.
Centralen er Gladsaxes fjerde Ungecafé. Der findes også ungecaféer ved Gladsaxe Stadion, Skovbrynet og Mørkhøj.
Mange var mødt op for at være med til indvielsen af den nye ungecafé Centralen.