Byttemarkeder, fællesspisning og kreative workshops er blandt andet på programmet, når Gladsaxe Bibliotekerne og Telefonfabrikken deltager i UGE17: Den nye landsdækkende temauge om verdensmål.
Fra 24.-30. april går over 60 biblioteker over hele Danmark derfor for første gang sammen om den nye temauge, UGE17, der sætter fokus på FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.
Gladsaxes biblioteker og Telefonfabrikken byder gennem hele ugen på masser af arrangementer, aktiviteter og udstillinger, som sætter fokus på verdensmålene med konkret viden og inspiration til, hvad du selv kan gøre for at bidrage til en mere bæredygtig fremtid.
Du kan se frem til spændende foredrag, kreative workshops, dokumentarfilm, fællesspisninger, byttermarkeder og meget mere om alt lige fra genbrug til grøn mad og gendyrkning af grøntsager.