Loppemarkedet med varer fra direkte genbrug på Genbrugsstationen, som før holdt til i en lade på Grønnegården, har nu fået nye lokaler bag Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus.
I nymalede og istandsatte lokaler på Telefonvej 8 i Søborg, hvor der tidligere har været smedeværksteder, har Genbrugslopperne fundet sig et nyt tilholdssted og er nu ved at indrette sig.
Genbrugslopperne flytter ind
Loppemarkedet lå før i en gammel lade på Grønnegården, men her skal der bygges en ny daginstitution og derfor måtte loppemarkedet flytte ud. Siden et stort ophørsudsalg i oktober, har loppemarkedet derfor ligget stille, men er nu ved at vågne igen. Nu skal de nye lokaler indrettes med reoler med køkkenudstyr, legetøj, værktøj, bøger og meget mere.
Når markedet genåbner, bliver det naturligvis med en bæredygtig vinkel, ligesom det hele tiden har været. Alt der bliver solgt på loppemarkedet kommer nemlig fra Genbrugsstationen på Turbinevej, hvor gladsaxeborgere kan stille deres gode gamle ting til direkte genbrug. Flere gange om ugen kommer Genbrugslopperne forbi og henter alle de gode sager fra Genbrugsstationen, som bliver sat til salg om lørdagen, hvor loppemarkedet igen får åbningstid.
Der er endnu ikke sat dato for, hvornår det nye loppemarked åbner. Det er et stort arbejde at indrette de nye lokaler og der skal helst være fyldte hylder, når dørene slås op.
Overskuddet går til lokalt foreningsliv
Genbrugslopperne er en sammenslutning af en lang række lokale spejdere, idrætsforeninger og andre foreninger. Sammen driver de loppemarkedet og hele overskuddet går til det lokale foreningsarbejde i Gladsaxe. Så når du stiller brugte ting i skuret på Genbrugspladsen eller du køber genbrugsvarer på loppemarkedet, så støtter du Gladsaxes aktive foreninger oven i, at det naturligvis også er til gavn for miljøet.
Foto: Gladsaxe Kommune har sat lokalerne i stand, inden Genbrugslopperne overtager dem.