Torsdag 31. maj klippede borgmester Trine Græse snoren til Gladsaxes nyeste Hjertesti, som er den tredje i rækken og løber gennem Smør- og Fedtmosen.
Borgmester Trine Græse klipper snoren til den nye Hjertesti.
Der kommer endnu flere fælles gåture på programmet i Gladsaxe, efter Gladsaxes nyeste Hjertesti blev officielt indviet torsdag 31. maj. Det bliver også nemmere at finde en rute i nærheden, da den nye sti ligger i Smør- og Fedtmosen nær Værebro og de to andre ligger i henholdsvis Høje Gladsaxe Parken og ved Bagsværd Sø.
Ugentlige ture i fællesskab
Alle interesserede kan hver uge tage med på Hjerteforeningen i Gladsaxes fælles gåture på Hjertestierne og få både socialt samvær, dejlige naturoplevelser og lidt god hjertemotion. Der er ture året rundt hver tirsdag i Høje Gladsaxe, hver onsdag i Bagsværd og hver torsdag i Smør- og Fedtmosen, alle dage med afgang klokken 10.
Selve indvielsen blev tilsmilet af flot, men en anelse køligt, forårsvejr. Foruden borgmesteren deltog repræsentanter fra Hjerteforeningen i Gladsaxe samt landskabsarkitekter fra både Gladsaxe og Herlev kommuner, da en mindre del af ruten går gennem Herlev. Hele processen med at få markeret stien har været både simpel og smidig, så nu er der bare tilbage at nyde den.
Læs mere om alle tre Hjertestier i Gladsaxe på Hjerteforeningens lokalforenings hjemmeside