Elever fra 7. årgang har denne gang samarbejdet med Aldershvile Planteskole.
Jobsnuser-elever viser deres insekthoteller frem.
Hvert år lægger hundredvis af elever fra 7. årgang vejen forbi GXU 10. klasse og Ungdomsskole for at deltage i et jobsnuser-forløb. Her fordeles eleverne på undervisningshold, som tager udgangspunkt i forskellige brancher og fag. Denne gang har eleverne samarbejdet med Aldershvile Planteskole.
Biodiversitet på tegnebrættet
På Aldershvile Planteskole forsøger man at bidrage til mere biodiversitet – blandt andet ved at tilbyde gratis workshops om insekthoteller. Og her opstod en samarbejdsmulighed med de skoleelever, som går på Jobsnuserens tømrerhold.
Tre tømrerhold med elever fra Gladsaxe, Buddinge, Søborg, Grønnemose og Vadgård Skole har derfor fået til opgave at prøve kræfter med insekthotellerne. Efter en introduktion på planteskolen, har eleverne tegnet, designet og bygget en masse flotte bud på, hvordan sådan et insekthotel kan se ud.
Den sidste omgang insekthoteller bliver afleveret af Jobsnuserholdet op til påske. På de kommende workshops på planteskolen kan børn fylde insekthotellerne og finde et sted i deres have, hvor hotellet skal bo og tilbyde levesteder for bier, humlebier, mariehøns og sommerfugle.
Lokale arbejdspladser i undervisningen
Gladsaxe Kommune arbejder for at få virksomhedslivet ind i undervisningen, så folkeskoleeleverne kommer ud og oplever lokale arbejdspladser og jobmuligheder. Koblingen mellem undervisning og den omkringliggende verden giver eleverne et bredere syn på job- og uddannelsesmulighederne efter folkeskolen. Samtidig får virksomhederne mulighed for at inspirere den fremtidige arbejdskraft og få input og sjove oplevelser i det daglige arbejde.
Hvis du gerne vil deltage i det lokale skole/virksomhedssamarbejde, kan du læse mere på gxu.dk
Skolerne samarbejder blandt andet med Gladsaxes BID-netværk. Business Improvement Districts (BID) er en samarbejdsmodel, der kan bidrage til at styrke byliv og handelsliv i bymidterne. Medlemmer af BID-netværket tæller både virksomheds- eller ejendomsejere, detailhandel, liberale erhverv, forenings- og kulturliv, engagerede borgere og kommunen.