Arbejdet med at plante 119 træer, 6000 stauder og en halv million blomsterløg langs Buddinge- og Bagsværd hovedgader er i gang. Når arbejdet er slut sidst i november, er der skabt en ny og grøn korridor gennem Gladsaxe.
Torsdag 5. november plantede borgmester Trine Græse sammen med formanden for Trafik- og Teknikudvalget Ole Skrald det første af 119 nye træer, som skal pryde Buddinge- og Bagsværd hovedgader fra Buddinge Rundkørsel til Bagsværd Bymidte. Projektet udspringer af strategien ”Vores Grønne Gladsaxe”, som har en målsætning om skabe nye og grønne oaser og oplevelser rundt om i Gladsaxe.
- Vi har en ambition om at skabe en grøn, levende og klimavenlig by her i Gladsaxe. For en grønnere by bliver en smukkere by, som indbyder til udendørs oplevelser, aktivitet og bevægelse, samtidig med at det er til gavn for klimaet og byens natur. Vi har allerede gennemført mange projekter og borgerne vil fortsat opleve, at der kommer nye, grønne oaser rundt om i byen med træer og planter til gavn for mennesker og dyr. Hvert et hjørne tæller, siger borgmester Trine Græse.
Korridor af træer, stauder og blomster
Projektet på hovedgaden fra Bagsværd Bymidte til Buddinge Rundkørsel tog de første synlige skridt i april 2020, hvor der blev ryddet asfalt, gravet ud og sat kantsten til de bede, hvor træerne nu bliver plantet i. Der bliver plantet fem forskellige arter af egetræer i vejbedene og på vejhjørnerne bliver der plantet forårsblomstrende fuglekirsebærtræer. Det er vigtigt, at der bliver plantet forskellige træer rundt omkring i byen for at undgå, at alle træer dør, hvis vi bliver ramt af en plantesygdom, som fx da elmesygen for år siden på én gang tog livet af de fleste danske elmetræer.
Gladsaxe Kommune er Nordens første verdensmålskommune og Byrådet har valgt at arbejde mere konkret med seks målsætninger, hvor der er et særligt ønske om at gøre en forskel. En grøn og levende by er et af de seks fokusområder. Derudover har Gladsaxe stort fokus på klimasikring og biodiversitet. De seneste to år er fire sjældne insektarter fundet i Gladsaxe og i den fredede Radiomarken har man netop observeret en sjælden og truet svamp ved navn Smuk Rødblad, der trods sit navn er nærmest smølfeblå.
Plantearbejderne på Bagsværd og Buddinge Hovedgade forventes af være afsluttet i løbet af november måned.